Pause for en tid.

Jeg holder en pause på blokken og vil tro, at jeg bliver aktiv igen i slutningen af året. Jeg har stadig meget på hjertet, men jeg har ikke energien til at forme for tiden.

Modighedstæreskel

Om liv leves med en grad af skæbnebestemthed, vil jeg ikke ytre mig om, men nogle gange falder man over ting på de helt rette tidspunkter i ens liv. Jeg læste for nogle år siden en artikel om 3 kvinder, der lavede noget, der af flertallet karakteriseres som usædvanligt. De havde skabt et liv, som mange kun drømmer om. Det var ikke så meget det konkrete, som de gjorde anderledes, men det faktum at de gjorde det, som de brændte for, som nok måske rammer en længsel i mange af os. Den ene kvinde fortalte, at det for hende handlede om gentagende at evne at udfordre sin modighedstæreskel.

At udfordre betyder ikke nødvendigvis, at man midt i livet skal begynde at træne til et maraton eller rejse ud i verden og bongee jumpe - ikke at der er noget i vejen med hverken at rejse eller at udfordre sig selv fysisk.

At udfordre ens modighedstæreskel må nødvendigvis ramme ind i de sårbare og usikre sider af vores sind. Og at udfordre sig selv fysisk leder ikke nødvendigvis en ud over ens modighedstæreskel eller løser den mentale udfordring, som måske i virkeligheden er der, hvor kilden til vores behov for fysisk udfordring udspringer.

Men når vi står midt i livet, er det umådeligt svært for de fleste af os at se, hvad det er, vi laver. Hvad er det, vi vil, vores liv skal være, og hvordan kommer vi derhen? Perspektivet i ens eget liv er uden tvivl svært, men man kan spørge sig selv, hvem der fører revision på vores liv, hvem har de kritiske briller på og hvem skal udfordre os, så vi ikke falder i søvn midt i livet? Og hvem skal hindre, at det ikke går helt galt?

Svaret er nok rimeligt enkelt for de flest af os, for det skal vi selv.

At man fra tid til anden udfordrer sig selv på sit mod, er ikke et dårligt værktøj til at ruske op og finde ud af, hvor man befinder sig. Det skaber rum og mulighed for at justerer eksisterende mønstre, rydde ud og give plads til nyt. De usikre og sårbare sider, som vi udfordrer, er ofte kernen i det, som bremser os i at opfylde vores behov, turde leve vores liv og måske endda følge vores drømme.

Artiklen om at udfordre ens modighedstæreskel dukkede op på et tidspunkt, hvor jeg i den grad brændte efter at gøre noget andet med mit liv, hvad og hvordan vidste jeg ikke.

Og at udfordre ens modighedstæreskel er, som det ligger i ordet, en udfordring, og det er nok ikke helt uvæsenligt, at man selv kan se et behov for at ruske op i sig selv. For mig var det erkendelsen af, at jeg blev nødt til at gøre ”noget andet” end det, jeg hidtil havde gjort, hvis jeg ville, at mit liv skulle ændres.

Der er intet af hverken erkendelsen eller den efterfølgende handling, som er nem. Men udfordringen ligger næsten ubetinget i vores sind. For det er sjældent, at vi ikke kan finde de ting, som vi vil udfordre, det er bare at følger ens usikre og sårbare sider, og derefter er vejen videre mere enkel...

Om drømme og valg

Så besværligt det for tiden er at udfærdige tanker fra mit hoved sætter mit sind i tvivl. Inspirationen er der, men vejen til en konkret fortælling er lang og problematisk. Den sproglige rytme, den røde tråd eller bare tråden mellem mit hoved, min ide og virkeligheden er uendeligt langt væk.

Når tvivlen styrkes, presser spørgsmål, om jeg er på rette spor, om jeg måske har gjort det, der skulle gøre i denne retning sig på, og det er svært ikke at lade tvivlen kradse i selvværdet, for måske kunne jeg alligevel ikke det, jeg gik og troede og drømte om.

Men som det så tit er, er det ofte små justeringer og ikke nødvendigvis hele konceptet, der er klar til at blive smidt væk, når man rammer udfordringerne. Men lige nu er mit sind begrænset, og mit forsøg på at give slip udfordres, fordi jeg ikke længere har kontrol. Jeg kender ikke retningen, og jeg ved ikke hvilke småjusteringer, der skal til, for at det jeg er ved at skabe rammer noget rigtig. Og jeg ved ikke, om det som er rigtigt egentlig også genererer en følelse af rigtighed i mit sind..

-

Uanset hvor vi møder udfordringerne i vores liv, er det uden tvivl givende at forsøge at skabe et overordnet perspektiv. Det giver en forståelse af udfordringens karakter og giver et bedre grundlag at handle ud fra. Men når vi bevæger os på usikker grund, er et konkret perspektivet over det ukendte noget nær umulig at skabe. Der må perspektivet søges, i det vi er, og det vi tror på.

-

Det at ville skabe sætter på en måden en i en læringsproces, for det man skal lære er ukendt, og vi ikke kan være helt sikre på i hvilken retning, det nye kan føre os.

Det er nok ikke helt sandt, at læring nødvendigvis stiller en et usikkert sted, for tager vi den viden, vi tilegner os og ordner den på de eksisterende hylder, kasser og systemer, som vi har indrettet i vores hoveder, så ligger udfordringen måske primært i at få det nye tilpasset det, vi i forvejen ved.

Bruger vi vores energi på at ordne det nye i eksisterende rammer, udvider vi nok vores kapacitet, vi tilegner os viden og måske endda kompetencer, som vi ikke tidligere var i besiddelse af uden at komme på alt for usikker grund.

Anderledes er det, når vi vil lære noget om os selv. For når vi tager på ”dannelsesrejse” ind i sindet, er det måske spild af kræfter at tage en sådan tur uden at være villig til at slippe kontrollen og acceptere, at man befinder sig på usikker grund, med alt hvad det indebærer. Da skaber vores behov for tryghed og kontrol begrænsninger i vores muligheder for at lære noget om os selv. Formår vi ikke at slippe, består en betydelig del af det eksisterende uændret - dog stadig trygt og kontrolleret.

-

Vi skal bestemt ikke forkaste vores måde at opleve verden på i enhver ny proces, vi indtræder i, men vi møder ofte begrænsninger i vores liv, hvis vi holder for fast i det, vi i forvejen ved. Ønsket om at søge dybden og bredden i vores måde at lære er selvfølgelig båret af vores drømme, og det er måske vores drømme, vi bør lade være en tilstrækkelig drivkraft til at acceptere usikkerhed og tabet af kontrol i større grad, end vi har tendens til at gøre.

Jeg drives i den grad mod at være tryg og vide hvor det, jeg drømmer om, fører mig hen. Men en proces båret af drømme har retning i form af ideen, men processen er ikke nødvendigvis et helt fast tilrettelagt projekt. Det, man vil, kan formes og ændres, som tid og påvirkninger grundfæster sig. En accept af at tilegnelsen, uafhængig af om det er en ydre eller indre læringsproces rummer usikkerhed og et vist kontroltab, skaber både grundlag og muligheder for en større dybde og brede i livet.

Og jeg står med et valg, der handler om tryghed, kontrol og det usikre. Et valg, som jeg kan gøre med, hvad jeg vil...

Om hippie idealer

Tro er en udfordret størrelse, i det samfund vi lever i, måske fordi ikke vi længere stoler nok på vores fornemmelser, på os selv og hinanden. Vi løfter i stor stil de opgaver, vi selv kan, og vi har en usikker tro på, om vi kan noget sammen.

I stedet har vi oparbejdet en brokkekultur som ventil til at lette frustrationstrykket, for selv om vi har mistet troen på, at vi kan ændre noget som helst, så lever frustrationerne over, hvad der opleves som meningsløse fænomener og strukturer i samfundet, det vilde liv. Men det er bare sjældent, at forhold ændres i en udånding, og sjældent at et menneske alene skaber samfundsmæssige ændringer.

Ser vi på historien, er de tanker, som vi gør os om det samfund og den verden, vi er en del af, ofte tænkt af folk før os. Dykker jeg ned i tiden, finder jeg i mit ideologiske ståsted i hippiernes tankegang. Jeg genkender tanker om at ville et mindre materialistisk og forbrugsstyret samfund, men er nok det tankemæssige ligheder om, at hvis vi som individer vil ændre samfundet, må vi starter et sted, og det er hos den enkelte, at jeg i høj grad kan relater til.

Og det er en tanke lighed, der efterlader mig med en noget ambivalent følelse.

Min tro som er en stor del at drivkraften bag det, jeg gør og skriver om i min blog, bliver manet lidt til jorden, når jeg søger støtte, viden og inspiration i historien og for den sags skyl i den generelle samfundsholdning.

Men følelsen er ambivalent, for ud over at det for mig handler om, at finde ind til kernen til der hvor hjertet kan danse uafhængigt af ”skal, må og bør” tendenser i samfundet og i mit eget hoved, så er hensigten bestemt også båret af en tro på noget bedre, der rækker ud over mig selv.

Jeg stilles også lidt modløs for man kan jo spørger sig selv, om det ikke er en nok så sympatisk med dog naiv tankegang. For selv om hippietiden og andre af datiden samfundskritiske tendenser har sat klare spor i eftertiden, så er samfundet i dag i den grad kapitalistisk, med alt hvad det indebærer på godt og ondt. Min tro bliver udfordret, for når det nu ikke lykkedes for så en stor gruppe, hvordan kan jeg så tro på, at jeg skulle kunne agere og ændre noget som helst.

Det er ret banalt men ikke desto mindre et billede af, hvor sårbart sindet kan være, når vi skal tro på, at vi kan ændre og påvirke det samfund, vi er en del af.

Men det er netop, når jeg krøller mit ego sammen og tænker ud over mig selv, at historien bliver andet end et mislykkes forsøg, og i stedet et ståsted som nogen har skabt, og som man kan stå og skabe videre ud fra.

Det er altid muligt, at man ved at søge ind kun opnår den ikke uvæsenlige motivation, som personlig frihed er, og det er muligt at den positive energi, der skabes omkring et menneske, der i større grad hviler i sig selv, kun spredes begrænset, og så længe det menneske er til. Men det er også en mulighed, at man kan stille sig oven på dem, der har gået vejen før, og skabe en del af noget i et større perspektiv.

Det er måske i virkeligheden historiens ufærdige projekter, vi skal lære af, når vi skal finde mod til at turde stå ved os selv. Vi skal slippe tanken om, at vi står alene og slippe tanken om, at det er et tidsafgrænset egoprojekt, som vi kaster os ud i, når vi begynder at agere.

Når vi møder utilfredsstillende forhold i vores hverdag, skal vi i stedet stå ved det, som vi tror på og handler ud fra en overbevisning om det, at vi en del af en proces. Gør vi det, så ender vi ikke så ofte med et kuldsejlet projekt og mister ikke troen på, at det nytter.

Der er ingen der siger at tanker om at ville det gode og meningsfulde, skal ende ud med en samfundsmæssig epokegørende revolution, men at miste troen på det nytter fordi historien, ældre generationer eller samfundet siger det, fastlåser en på et meget egoistisk og på nogle områder håbløst ståsted.

Om at have et dansende hjerte

At få sit hjerte til at danse er ikke en flygtig glædesfølelse, men en følelse som er dybt forankret, og som har forbindelse helt ind til det grundlæggende i en selv. Det er ikke en tilstand af konstant glæde, men en hvor det mørke af ens sind også har plads.

Begynder vi at undersøge og måske ligefrem at kunne rumme det, som synes at være det mørke af vores sind, står vejen åben ind til et dansende hjerte. Det handler ret simpelt fortalt om at skabe forbindelse til den indre grundstamme og kontinuerligt at arbejde med at holde denne forbindelse.

Men vi har en tendens til at ville undvige det mørke i vores liv. Vi sætter ofte alt ind for at bekæmpe det, som gør os bange og usikre. Vi skal på ingen måde dyrke eller måske endda ligefrem fodre de mørke sider, men når vi gennem livet rammer inde i dem, må vi blive i dem så længe, at vi har forstået, hvorfor de er der, men som alt andet her i livet er det en balanceakt.

Vi skal lære os selv at rumme det i vores sind, som vi ved første indskydelse har tendens til at ignorere. Det skal vi, fordi det fortæller os noget, vi kan lære af, og fordi det er der af en grund. Tør vi rumme, kan vi bringe os selv til en større forståelse, en der rækker langt ud over os selv.

Men vejen ind, til der hvor vi kan rumme det mørke af vores sind, er bestemt ikke ukompliceret. Det er måske i virkeligheden en livslang læringsproces, hvor vi bliver nødt til gentagende at se os selv i øjnene, erkende og give slip. Og ikke helt uvæsenligt så bliver vi nødt til at finde ud af, hvad vi vil, og ikke bare hvad vi ikke vil have, vores liv skal være.

Det ”at give slip” er nok noget af det sværeste, for når vi som mennesker står overfor at skulle give slip, fyldes vi med modstridende følelser. Vi ønsker for alt i verden at holde fast i det, vi kender, fordi det at være tryg er et så grundlæggende behov i os. Vi kan stå i erkendt lort til halsen, uden at vi slipper, fordi angsten for det ukendte er en værre tilstand end det, vi i princippet flygter fra.

Vi kan bære rundt på drømme om, at dele af vores liv kunne være anderledes, og hvor den største forhindring i at forfølge drømmen er vores egen brændende ønske om at kontrollere og forblive i en tryghedsfølelse.

Vi kan leve i illusionen om, at vi godt selv ved, hvorfor vi er der, hvor vi er i vores liv og vi har styr på det. Der er bare lige et antal forhindringer, der hindrer os i, at ramme det lykkelige aspekt vi søger. Imens kan vi vente, og vi kan håbe på, at vi er heldige, at alle omkring os begynder at rette ind efter vores egen nøje selvafdækning af problemstilling. Skulle det hænde, at alle de andre går en anden vej, justerer vi vores masterplan helt og aldeles i samråd med os selv.

Eller, det er alt for ofte sådan, virkeligheden udspilles. Vi lever i illusionen om, at vi er åbne for ydre påvirkninger, for vi taler jo med hinanden om problemerne, men når andre rammer den ømme tå, trækker vi os, for det gør jo ondt. Vi går i cirkler om en drøm med masterplanen i rygsækken uden at komme i nærheden af det mål, vi i grunden ikke aner, om den er den rette for os.

Når vi holder fast, sætter vi selv den klods om benet, som hindrer os i at nå vores drømme, og vi begrænser vores egen personlige frihed. Paradoksalt nok for ofte beder vi om hjælp, mens vi samtidig opretholder så stor en selvkontrol, at intet udefra kan kommer ind.

Men hver gang vi holder fast, hver gang vi lader os styre af en angst eller en frygt for det ukendte, forvrænger vi vores sind en smule og kommer lidt længere væk fra os selv.

Rummer vi ikke mørket såvel som lyset, kommer vi alt for let til at bevæge os ud af et følelsesmæssigt amputeret spor. Vi vil heles, må vi stå ansigt til ansigt med vores angst og lære os selv kunsten at give slip om og om igen. Men så står vejen ind til gengæld også åben, og derinde rammer man et dansende hjerte.

Derinde må de mørke sider god være der, fordi angsten ikke længere er det styrende aspekt i vores liv. Og derinde er det mørke af vores sind ikke længere så skræmmende en følelse at være i, for når vi formår at lade den være en del af os, slipper den langt letter taget. Og har man først ramt et dansende hjerte, slipper man det ikke frivilligt…