mandag den 14. oktober 2013

Pause for en tid.

Jeg holder en pause på blokken og vil tro, at jeg bliver aktiv igen i slutningen af året. Jeg har stadig meget på hjertet, men jeg har ikke energien til at forme for tiden.

fredag den 6. september 2013

Modighedstæreskel



Om liv leves med en grad af skæbnebestemthed, vil jeg ikke ytre mig om, men nogle gange falder man over ting på de helt rette tidspunkter i ens liv. Jeg læste for nogle år siden en artikel om 3 kvinder, der lavede noget, der af flertallet karakteriseres som usædvanligt. De havde skabt et liv, som mange kun drømmer om. Det var ikke så meget det konkrete, som de gjorde anderledes, men det faktum at de gjorde det, som de brændte for, som nok måske rammer en længsel i mange af os. Den ene kvinde fortalte, at det for hende handlede om gentagende at evne at udfordre sin modighedstæreskel.

At udfordre betyder ikke nødvendigvis, at man midt i livet skal begynde at træne til et maraton eller rejse ud i verden og bongee jumpe - ikke at der er noget i vejen med hverken at rejse eller at udfordre sig selv fysisk.

At udfordre ens modighedstæreskel må nødvendigvis ramme ind i de sårbare og usikre sider af vores sind. Og at udfordre sig selv fysisk leder ikke nødvendigvis en ud over ens modighedstæreskel eller løser den mentale udfordring, som måske i virkeligheden er der, hvor kilden til vores behov for fysisk udfordring udspringer.

Men når vi står midt i livet, er det umådeligt svært for de fleste af os at se, hvad det er, vi laver. Hvad er det, vi vil, vores liv skal være, og hvordan kommer vi derhen? Perspektivet i ens eget liv er uden tvivl svært, men man kan spørge sig selv, hvem der fører revision på vores liv, hvem har de kritiske briller på og hvem skal udfordre os, så vi ikke falder i søvn midt i livet? Og hvem skal hindre, at det ikke går helt galt?

Svaret er nok rimeligt enkelt for de flest af os, for det skal vi selv.

At man fra tid til anden udfordrer sig selv på sit mod, er ikke et dårligt værktøj til at ruske op og finde ud af, hvor man befinder sig. Det skaber rum og mulighed for at justerer eksisterende mønstre, rydde ud og give plads til nyt. De usikre og sårbare sider, som vi udfordrer, er ofte kernen i det, som bremser os i at opfylde vores behov, turde leve vores liv og måske endda følge vores drømme.

Artiklen om at udfordre ens modighedstæreskel dukkede op på et tidspunkt, hvor jeg i den grad brændte efter at gøre noget andet med mit liv, hvad og hvordan vidste jeg ikke.

Og at udfordre ens modighedstæreskel er, som det ligger i ordet, en udfordring, og det er nok ikke helt uvæsenligt, at man selv kan se et behov for at ruske op i sig selv. For mig var det erkendelsen af, at jeg blev nødt til at gøre ”noget andet” end det, jeg hidtil havde gjort, hvis jeg ville, at mit liv skulle ændres.

Der er intet af hverken erkendelsen eller den efterfølgende handling, som er nem. Men udfordringen ligger næsten ubetinget i vores sind. For det er sjældent, at vi ikke kan finde de ting, som vi vil udfordre, det er bare at følger ens usikre og sårbare sider, og derefter er vejen videre mere enkel...





fredag den 23. august 2013

Om drømme og valg



Så besværligt det for tiden er at udfærdige tanker fra mit hoved sætter mit sind i tvivl. Inspirationen er der, men vejen til en konkret fortælling er lang og problematisk. Den sproglige rytme, den røde tråd eller bare tråden mellem mit hoved, min ide og virkeligheden er uendeligt langt væk.

Når tvivlen styrkes, presser spørgsmål, om jeg er på rette spor, om jeg måske har gjort det, der skulle gøre i denne retning sig på, og det er svært ikke at lade tvivlen kradse i selvværdet, for måske kunne jeg alligevel ikke det, jeg gik og troede og drømte om.

Men som det så tit er, er det ofte små justeringer og ikke nødvendigvis hele konceptet, der er klar til at blive smidt væk, når man rammer udfordringerne. Men lige nu er mit sind begrænset, og mit forsøg på at give slip udfordres, fordi jeg ikke længere har kontrol. Jeg kender ikke retningen, og jeg ved ikke hvilke småjusteringer, der skal til, for at det jeg er ved at skabe rammer noget rigtig. Og jeg ved ikke, om det som er rigtigt egentlig også genererer en følelse af rigtighed i mit sind..

-

Uanset hvor vi møder udfordringerne i vores liv, er det uden tvivl givende at forsøge at skabe et overordnet perspektiv. Det giver en forståelse af udfordringens karakter og giver et bedre grundlag at handle ud fra. Men når vi bevæger os på usikker grund, er et konkret perspektivet over det ukendte noget nær umulig at skabe. Der må perspektivet søges, i det vi er, og det vi tror på.

-

Det at ville skabe sætter på en måden en i en læringsproces, for det man skal lære er ukendt, og vi ikke kan være helt sikre på i hvilken retning, det nye kan føre os.

Det er nok ikke helt sandt, at læring nødvendigvis stiller en et usikkert sted, for tager vi den viden, vi tilegner os og ordner den på de eksisterende hylder, kasser og systemer, som vi har indrettet i vores hoveder, så ligger udfordringen måske primært i at få det nye tilpasset det, vi i forvejen ved.

Bruger vi vores energi på at ordne det nye i eksisterende rammer, udvider vi nok vores kapacitet, vi tilegner os viden og måske endda kompetencer, som vi ikke tidligere var i besiddelse af uden at komme på alt for usikker grund.

Anderledes er det, når vi vil lære noget om os selv. For når vi tager på ”dannelsesrejse” ind i sindet, er det måske spild af kræfter at tage en sådan tur uden at være villig til at slippe kontrollen og acceptere, at man befinder sig på usikker grund, med alt hvad det indebærer. Da skaber vores behov for tryghed og kontrol begrænsninger i vores muligheder for at lære noget om os selv. Formår vi ikke at slippe, består en betydelig del af det eksisterende uændret - dog stadig trygt og kontrolleret.

-

Vi skal bestemt ikke forkaste vores måde at opleve verden på i enhver ny proces, vi indtræder i, men vi møder ofte begrænsninger i vores liv, hvis vi holder for fast i det, vi i forvejen ved. Ønsket om at søge dybden og bredden i vores måde at lære er selvfølgelig båret af vores drømme, og det er måske vores drømme, vi bør lade være en tilstrækkelig drivkraft til at acceptere usikkerhed og tabet af kontrol i større grad, end vi har tendens til at gøre.

Jeg drives i den grad mod at være tryg og vide hvor det, jeg drømmer om, fører mig hen. Men en proces båret af drømme har retning i form af ideen, men processen er ikke nødvendigvis et helt fast tilrettelagt projekt. Det, man vil, kan formes og ændres, som tid og påvirkninger grundfæster sig. En accept af at tilegnelsen, uafhængig af om det er en ydre eller indre læringsproces rummer usikkerhed og et vist kontroltab, skaber både grundlag og muligheder for en større dybde og brede i livet.

Og jeg står med et valg, der handler om tryghed, kontrol og det usikre. Et valg, som jeg kan gøre med, hvad jeg vil...



fredag den 9. august 2013

Om hippie idealer



Tro er en udfordret størrelse, i det samfund vi lever i, måske fordi ikke vi længere stoler nok på vores fornemmelser, på os selv og hinanden. Vi løfter i stor stil de opgaver, vi selv kan, og vi har en usikker tro på, om vi kan noget sammen.

I stedet har vi oparbejdet en brokkekultur som ventil til at lette frustrationstrykket, for selv om vi har mistet troen på, at vi kan ændre noget som helst, så lever frustrationerne over, hvad der opleves som meningsløse fænomener og strukturer i samfundet, det vilde liv. Men det er bare sjældent, at forhold ændres i en udånding, og sjældent at et menneske alene skaber samfundsmæssige ændringer.

Ser vi på historien, er de tanker, som vi gør os om det samfund og den verden, vi er en del af, ofte tænkt af folk før os. Dykker jeg ned i tiden, finder jeg i mit ideologiske ståsted i hippiernes tankegang. Jeg genkender tanker om at ville et mindre materialistisk og forbrugsstyret samfund, men er nok det tankemæssige ligheder om, at hvis vi som individer vil ændre samfundet, må vi starter et sted, og det er hos den enkelte, at jeg i høj grad kan relater til.

Og det er en tanke lighed, der efterlader mig med en noget ambivalent følelse.

Min tro som er en stor del at drivkraften bag det, jeg gør og skriver om i min blog, bliver manet lidt til jorden, når jeg søger støtte, viden og inspiration i historien og for den sags skyl i den generelle samfundsholdning.

Men følelsen er ambivalent, for ud over at det for mig handler om, at finde ind til kernen til der hvor hjertet kan danse uafhængigt af ”skal, må og bør” tendenser i samfundet og i mit eget hoved, så er hensigten bestemt også båret af en tro på noget bedre, der rækker ud over mig selv.

Jeg stilles også lidt modløs for man kan jo spørger sig selv, om det ikke er en nok så sympatisk med dog naiv tankegang. For selv om hippietiden og andre af datiden samfundskritiske tendenser har sat klare spor i eftertiden, så er samfundet i dag i den grad kapitalistisk, med alt hvad det indebærer på godt og ondt. Min tro bliver udfordret, for når det nu ikke lykkedes for så en stor gruppe, hvordan kan jeg så tro på, at jeg skulle kunne agere og ændre noget som helst.

Det er ret banalt men ikke desto mindre et billede af, hvor sårbart sindet kan være, når vi skal tro på, at vi kan ændre og påvirke det samfund, vi er en del af.

Men det er netop, når jeg krøller mit ego sammen og tænker ud over mig selv, at historien bliver andet end et mislykkes forsøg, og i stedet et ståsted som nogen har skabt, og som man kan stå og skabe videre ud fra.

Det er altid muligt, at man ved at søge ind kun opnår den ikke uvæsenlige motivation, som personlig frihed er, og det er muligt at den positive energi, der skabes omkring et menneske, der i større grad hviler i sig selv, kun spredes begrænset, og så længe det menneske er til. Men det er også en mulighed, at man kan stille sig oven på dem, der har gået vejen før, og skabe en del af noget i et større perspektiv.

Det er måske i virkeligheden historiens ufærdige projekter, vi skal lære af, når vi skal finde mod til at turde stå ved os selv. Vi skal slippe tanken om, at vi står alene og slippe tanken om, at det er et tidsafgrænset egoprojekt, som vi kaster os ud i, når vi begynder at agere.

Når vi møder utilfredsstillende forhold i vores hverdag, skal vi i stedet stå ved det, som vi tror på og handler ud fra en overbevisning om det, at vi en del af en proces. Gør vi det, så ender vi ikke så ofte med et kuldsejlet projekt og mister ikke troen på, at det nytter.

Der er ingen der siger at tanker om at ville det gode og meningsfulde, skal ende ud med en samfundsmæssig epokegørende revolution, men at miste troen på det nytter fordi historien, ældre generationer eller samfundet siger det, fastlåser en på et meget egoistisk og på nogle områder håbløst ståsted.

fredag den 26. juli 2013

Om at have et dansende hjerte

At få sit hjerte til at danse er ikke en flygtig glædesfølelse, men en følelse som er dybt forankret, og som har forbindelse helt ind til det grundlæggende i en selv. Det er ikke en tilstand af konstant glæde, men en hvor det mørke af ens sind også har plads.

Begynder vi at undersøge og måske ligefrem at kunne rumme det, som synes at være det mørke af vores sind, står vejen åben ind til et dansende hjerte. Det handler ret simpelt fortalt om at skabe forbindelse til den indre grundstamme og kontinuerligt at arbejde med at holde denne forbindelse.

Men vi har en tendens til at ville undvige det mørke i vores liv. Vi sætter ofte alt ind for at bekæmpe det, som gør os bange og usikre. Vi skal på ingen måde dyrke eller måske endda ligefrem fodre de mørke sider, men når vi gennem livet rammer inde i dem, må vi blive i dem så længe, at vi har forstået, hvorfor de er der, men som alt andet her i livet er det en balanceakt.

Vi skal lære os selv at rumme det i vores sind, som vi ved første indskydelse har tendens til at ignorere. Det skal vi, fordi det fortæller os noget, vi kan lære af, og fordi det er der af en grund. Tør vi rumme, kan vi bringe os selv til en større forståelse, en der rækker langt ud over os selv.

Men vejen ind, til der hvor vi kan rumme det mørke af vores sind, er bestemt ikke ukompliceret. Det er måske i virkeligheden en livslang læringsproces, hvor vi bliver nødt til gentagende at se os selv i øjnene, erkende og give slip. Og ikke helt uvæsenligt så bliver vi nødt til at finde ud af, hvad vi vil, og ikke bare hvad vi ikke vil have, vores liv skal være.

Det ”at give slip” er nok noget af det sværeste, for når vi som mennesker står overfor at skulle give slip, fyldes vi med modstridende følelser. Vi ønsker for alt i verden at holde fast i det, vi kender, fordi det at være tryg er et så grundlæggende behov i os. Vi kan stå i erkendt lort til halsen, uden at vi slipper, fordi angsten for det ukendte er en værre tilstand end det, vi i princippet flygter fra.

Vi kan bære rundt på drømme om, at dele af vores liv kunne være anderledes, og hvor den største forhindring i at forfølge drømmen er vores egen brændende ønske om at kontrollere og forblive i en tryghedsfølelse.

Vi kan leve i illusionen om, at vi godt selv ved, hvorfor vi er der, hvor vi er i vores liv og vi har styr på det. Der er bare lige et antal forhindringer, der hindrer os i, at ramme det lykkelige aspekt vi søger. Imens kan vi vente, og vi kan håbe på, at vi er heldige, at alle omkring os begynder at rette ind efter vores egen nøje selvafdækning af problemstilling. Skulle det hænde, at alle de andre går en anden vej, justerer vi vores masterplan helt og aldeles i samråd med os selv.

Eller, det er alt for ofte sådan, virkeligheden udspilles. Vi lever i illusionen om, at vi er åbne for ydre påvirkninger, for vi taler jo med hinanden om problemerne, men når andre rammer den ømme tå, trækker vi os, for det gør jo ondt. Vi går i cirkler om en drøm med masterplanen i rygsækken uden at komme i nærheden af det mål, vi i grunden ikke aner, om den er den rette for os.

Når vi holder fast, sætter vi selv den klods om benet, som hindrer os i at nå vores drømme, og vi begrænser vores egen personlige frihed. Paradoksalt nok for ofte beder vi om hjælp, mens vi samtidig opretholder så stor en selvkontrol, at intet udefra kan kommer ind.

Men hver gang vi holder fast, hver gang vi lader os styre af en angst eller en frygt for det ukendte, forvrænger vi vores sind en smule og kommer lidt længere væk fra os selv.

Rummer vi ikke mørket såvel som lyset, kommer vi alt for let til at bevæge os ud af et følelsesmæssigt amputeret spor. Vi vil heles, må vi stå ansigt til ansigt med vores angst og lære os selv kunsten at give slip om og om igen. Men så står vejen ind til gengæld også åben, og derinde rammer man et dansende hjerte.

Derinde må de mørke sider god være der, fordi angsten ikke længere er det styrende aspekt i vores liv. Og derinde er det mørke af vores sind ikke længere så skræmmende en følelse at være i, for når vi formår at lade den være en del af os, slipper den langt letter taget. Og har man først ramt et dansende hjerte, slipper man det ikke frivilligt…



fredag den 28. juni 2013

Om ansvar



Mit hoved er ofte fyldt til bristepunktet af fortællinger, inspirationen finder jeg alle steder i mit liv og ikke mindst i andres fortællinger. Nogle bliver formet og skal fortælles næsten, som de rammer, mens andre formes over tid. De fortællinger, der er længe undervejs, som kræver at blive formet og bearbejdet, er dem hvor inspirationen kommer fra mennesker, jeg kender. En af de historier handler om ansvar.

Vi påtager os nemlig alt for ofte ansvar, der ikke er vores, mens vi paradoksalt nok og i stor stil overlader ansvaret for vores eget liv i andres varetægt. Når man først dykker ned i den ansvarproblematik, er det ikke længere en enkeltstående fortælling, som jeg har hørt og blevet inspireret af et sted men en problematik, der dukker op over alt.

Jeg kender udmærket konsekvensen af at tage for meget ansvar i forhold til mit familieliv, hvilket jeg tror, er noget, især mange kvinder kan relatere til, når der kommer børn ind i billedet. Barslen har tendens til at skabe en skævvridning i ansvarfordelingen i familielivet, hvilket er naturligt, men det kan skabe problemer, når hverdagen melder sig efter endt barsel. Et andet ansvar jeg er alt for bekendt med at tage, er ansvaret for et andet menneskes liv, og det her min ansvarproblematik tager sit afsæt.

Fortællingen om ansvar begyndte at forme sig, da jeg ramte ind i en skilsmissehistorie. Det var en kvinde, der ikke ønskede det forhold hun var i og efter længere tids overvejelser, forlod hun sin mand. Intet grimt brud bare ulykkeligt. Hun bar skylden for bruddet, og hun følte, at hun var grunden til, at hendes mand var ulykkelig, fordi at det var hende, der havde valgt at skille familien ad. Eller der var sådan, hun fortalt sin historie.

Når vi påtager os ansvar for vores nærmeste, skal vi træde varsom og opmærksomt. Der er intet forkert i at støtte, vise medfølelse og omsorg over for andre mennesker. Det er essentielle menneskelige egenskaber, men vi må bare ikke blande ansvar ind i det, med mindre vi er bevidste om, hvad vi gør.

Ansvaret er noget, vi har over for os selv, vores børn og de der af forskellige grunde ikke er i stand til at tage ansvar. Det kan uden tvivl i mange relationer være ganske konstruktivt og givende at påtage sig et andet menneskes ansvar, men det er en hårfin balanceakt. Tager man ansvar for dele af et andet menneskes liv, så skubbes ligevægten i større eller mindre grad i relationen til det menneske. Og når vi tager ansvar for det, der ligger til grund for andres folks ulykke, fratager vi dem det ansvar, der er tvingende nødvendigt de tager, hvis de vil være herre over deres eget liv.

Og lige netop ansvar over vores ens eget liv er et, vi alt for ofte fralægger os på alle tænkelige planer. Når vi brokker os over politiske beslutninger, den private og offentlige sektor, vores kollegaer og partnere, så har vi en tendens til at skubbe ansvaret over på de andre eller ud i det åbne. Og der misser vi et helt essentielt ansvar, fordi vi lige så stille afskærer vores muligheder for at agere og være skabende i vores eget liv. Vi mister vores autonomi, vores handlefrihed, og det er den selv samme autonomi vi fratager andre, når vi af utallige godhjerter årsager, påtager os ansvar over deres ulykke og skæbne.

Hvis man vil bevare handlefriheden over ens eget liv, er det uundgåeligt at kigge på sig selv og ens egen rolle i alt det, som har bragt os der, hvor vi står. Det kommer vi sjælden til uden at skulle sluge nogle kameler og ramme erkendelser om en selv. Men vi skaber samtidig en mulighed for at ændre og skabe noget bedre, noget vi selv har valgt inden for rammerne.

Fortællingen om skilsmissen er ikke enestående i forhold til ansvar, det kunne have været en hvilken som helst anden relation denne blog tog sit afsæt i. Men fælles er, at vi sjældent skaber historien med et andet menneske alene. De, der er involverede, er med til at forme historien, uanset om man agerer eller lader stå til. At man er den, der træffer den endelige beslutning, er bestemt ikke retningsgivende for placeringen af hverken skyld eller ansvar. Til gengæld er skyldfølelse over at have splittet ens familie den, man burde bruge energi på at komme ind til kerne af.

Det er aldrig nemt at tage ansvar over sig selv, uanset om man står stærkt eller ligger ned. Og selv om ansvaret ikke kan beskrives helt så simpelt, som jeg gør her, da vi lever i samspil med hinanden, så er det med ansvaret over vores eget liv, vi etablerer et grundlag for at komme op, komme videre og blive i stand til at agere i livet.


fredag den 14. juni 2013

Om at tage væk del 2

Energi

Det at tage væk handler i grunden om at skabe energi, for i den tid, som jeg har for mig selv, når jeg tager væk, i den finder jeg rammen, hvor jeg både kan samle og skabe energi. Det er der, min primære mentale energi skabes. At skabe og samle energi hænger i mit univers sammen, for den energi, vi finder, giver vi videre, det er en synergieffekt, der rammer som en boomerang, i en grad der kan mærkes.

Et sted, hvor der ofte skabes energi, er til en af sommerens mange musikoplevelser. Stemningen emmer af god karma og løssluppenhed, som fylder os om med energi, der kan sætte en hel vinterens underskud i balance igen. Vi slipper nogle af tankerne om, hvad de andre tænker, og vi står lidt bedre ved os selv i den tid, hvor musikken strømmer gennem vores kroppe.

Det er for mange et øjebliksbillede, som dyrkes i musikkens sommerunivers. Vi sætter rottehalerne, tager hat på, slipper hverdagsuniformen, stivheden og giver slip for en afmålt tid.

Men når tømmermænd og karmarus har lagt sig, finder vi ofte lidt sørgmodigt tilbage til hverdagen igen. Energien siver lige så langsomt ud af vores kroppe, mens vi finder mening, der hvor vi er igen. Og det er trist, for god karma er ikke et begreb, der eksistere af sig selv. God karma er noget, vi selv skaber, det er energi, vi påvirkes af og giver videre. Musikken, lyse sommeraftner og mængden af mennesker, der vil det samme, er bare det, der sætter rammen for at samle og give energi videre.

Men rammerne hvor man kan finde energi, er ikke underlagt noget andet end vores egne begrænsninger, og det er dem, vi skal slippe. For når vi holder fast, sætter vi gang i trædehjulet om og om igen. Vi lader vores hest drive af mekanik, vi ikke selv er herrer over. Rammen finder vi kun, hvis vi søger og ikke mindst holder op med at gøre det samme igen og igen.

Det er ikke svært for mig at skabe energi, for har man først fundet kilden, som energien skabes imellem, drives man lettere mod det igen. Men i hverdagen kan det tit være svært at fastholde og finde ny energi. Når jeg ikke er opmærksom, trækkes jeg nemt op på hesten igen, hvor jeg gør det samme om og om igen. Jeg kan ikke altid pakke en rygsæk og tage ud og samle energi, når jeg har behov, men jeg finder energi i hverdagen, når jeg står selv.

Jeg stiller mig i mit sind alene uden at støtte mig op af andre og uden at have behov for at forsvare mig. Og jeg gør det om og om igen.

Engang imellem skal man sætte sig selv derud, hvor man sætter rottehaler, tager hat på og smider uniformen, der får os til at falde ind i mængden. Vi skal skabe rammer, der udfordrer os. Der er intet galt i, at vi slipper os selv løs i sommerens søde musik. Det er det mod, vi skal finde frem engang imellem i hverdagen, så vi kan rette rygge og lade lortet falde ned bare engang imellem.

For mig er det afgørende, at jeg har fundet et rum, hvor jeg finder energi eller et drive af en art, for det er der, man kan skabe grobund for, at vi kan stå af karrusellen og begynde at agere i vores liv. Mit grundlag bliver måske ikke genskabt, når jeg tager væk, men jeg finder ind til mig selv og får tiden til bare at være mig, ikke mor, ikke familiemenneske, bare mig...

fredag den 31. maj 2013

Om rummelighed

I det samfund, vi har skabt omkring os, kan det være en udfordring at agere, så det giver mening for én selv. Det er i grunden ikke fordi, det er voldsomt svært at få øje på det meningsfulde, for skiller vi ting ad og ser det ovenfra, er de valg, vi træffer i vores hverdag og i livet sjældent svære. Det er udfordrende, fordi vi påvirkes af den virkelighed, som vi træffer vores valg i, og i den er tingene sjældent adskilt.

Jeg stod på et tidspunkt efter at have truffet et valg, som uanset hvor meget jeg vender og drejer det, stadig giver mening, men som umiddelbart ikke i en sammenfilteret verden er det bedste valg. Eller måske er det? Baggrunden for det valg, jeg traf, finder jeg i de værdier, jeg tror på. Jeg tror at den måde, vi agerer i vores liv og vores hverdag, påvirker meget andet i vores liv. Det påvirker på et personligt plan; vores frihed og vores forhold til vores omgivelser, og det påvirker ikke mindst, det som vi giver videre til vores børn. Det er det, der skaber det samfund og den verden, der omgiver os og ikke andet.

Det valg, jeg traf, vedrørte mit barn. Vi havde vores barn i en institution, hvor rammerne grundet spare tiltag havde ændrede sig. Institutionen, som vi var rigtigt glade for, blev lagt sammen med flere andre til en stor institution, og her havde man ikke tid nok til at skabe tilstrækkeligt trygge rammer med rum til børnenes udvikling. Vi havde en længere snak med institutionens ledelse om vores bekymringer, men man stod fast på, at rammerne var optimale, og vi kom aldrig i nærheden af en egentlig dialog med dem. Vi besluttede at flytte vores barn, fordi vi ikke ønsker, at institutionslivet er et spørgsmål om, at de stærkeste overlever, og fordi trivsel er mere end et stilbillede. Det, vi giver vores børn med, påvirker bestemt deres trivsel senere i livet.

Når man vælger at agere og åbenlyst søger det, der grundlæggende giver mening i en virkelighed, der ofte grænser til det meningsløse, så bliver man udfordret. Jeg mødte en næsten larmende tavshed. De pædagoger og forældre, der talte og havde samme bekymring som mig, holdt det ofte for lukkede døre, som brok i krogende. Hos lederne og de børne- og ungeansvarlige forsvarede man illusionen med dygtig retorik.

Det er svært at undgå at træde nogen over tæerne, når man ytrer sig, og i grunden er det forståeligt, at mange bliver stødt, når der gribes ind i deres virkelighed, som man, når man er i den, bliver nødt til at finde en form for mening i. Den mening forsvarer man jo ofte, for forsvinder den, bliver man nødt til at indordne sig eller handle, og det er et usikkert ståsted.

At jeg mødte udfordringer fra mine omgivelser, kommer set i bagspejlet ikke bag på mig. Modvilje er bestemt udfordrende, men på trods af at jeg momentvis bliver voldsomt usikker og gentagende gange må overveje det, jeg gør og tror på, så er jeg ikke usikker på grundlaget, for det valg jeg traf.

For det er ikke svært at finde og vælge det, der grundlæggende giver mening. Det er simpelt, både når man adskiller tingene, og når man bringer det med ud i en kompleks verden. Den virkelige udfordring er ens egen trang til at forsvare og hænge fast i en usandsynlig uklædelig urummelighed, og det er ud af den vej, hvor vi for alvor rammer det upræcise, og det der er langt fra en egentlig mening.

Det er udfordrende at holde fast i det, der giver mening men ikke svært. Det svære er både at stå ved sine holdninger og samtidig være rummelig. Og det er måske i virkeligheden i vores evne til at være rummelige, at vi finder noget af grunden til, at vores samfund i dag ofte sætter os med en følelse af at savne det meningsfulde....







fredag den 17. maj 2013

Om at være en rejsende


Jeg har gennem hele mit liv været usikker og søgende. Jeg har søgt det rette, og det der giver mening, men det er en søgen uden synlig retning og pejlemærker at styre mod. Når man er på en rejse, kan det aspekt, at ruten ikke er helt fastlagt være befriende og berusende, men modsat er følelserne, når man rejser gennem livet uden mål eller retning.

At søge er den følelse i mit liv, som jeg kender bedst, og det er ubetinget den, jeg har sværest ved at være i. Det er usikkert, det er svært at kontrollere og så rammer det konstant ind i ens selvværd. Jeg har indtil nu hverken haft evnen eller modet til at gå i den retning jeg søger og efter det, der driver mig.

Gennem en længere periode af mit liv har jeg forsøgt at underkende denne følelse. Jeg har søgt at finde en retning ved at spejle mig i min omverden, og jeg har forsøgt at passe ind og finde ro, men jeg hverken vandt og fandt i det forsøg tværtimod. Da jeg mødte min mand og fødte min første datter, stoppede min søgen for en stund. For at blive mor gav mening på en måde, jeg ikke før havde oplevet. Det var som om, at det meningsfulde i mit liv en tid var fyldt helt ud. Men så længe bjørnen lever, vågner den fra sit hi, min søde søvn er ovre, og jeg står igen søgende, urolig og uden retning.

Det er et hoved fuldt af spørgsmål, der savner svar, og regnestykker, der skal gå op, for det er i mit sind det logiske udfald. Spørgsmål og søgen kræver svar og retning. Men måske er det for alvor her, det hele går den gale vej, for måske er det ikke muligt at finde svar og løsning på hverken spørgsmål og regnestykker.

Det er noget abstrakt også i mit hoved, og jeg ved trods alt hvilken retning, denne blog skal. Det er svævende og svært at forholde sig til, når vi bevæger os på eksistentialistiske baner. Men for mig er det grundlæggende, at vi har kontakt til den vi er. For det vi er, griber ind i det liv, vi hver især lever på et helt håndgribeligt plan i vores hverdag. Hvis vi ikke har kontakt, mister vi nemmere retning og mål i og med vores liv. Vi løber på forkerte stier, der ikke beriger os med nok af det gode og rette for os, og dem vi omgiver os med.

Men måske er der ingen svar på de mange spørgsmål, vi stiller os selv i vores søgen, og måske giver de svar, vi finder ikke svar, der bringer os tættere på det, vi søger. Det vi måske i virkeligheden burde gøre er, at give slip, og lade bunkerne af spørgsmål være hvor de er. Vi burde blive bedre til bare at være og lade os påvirke af de, der omgiver os og dem, vi møder. For når vi giver slip og tager verden ind skabes nye muligheder og retning i vores liv. En retning som vi kan følge og som er så grundlæggende og vigtig, at vi har i vores liv.

Om mængden af ubesvarede spørgsmål bliver mindre, det er svært at være vidende om, før det er prøvet. Men frustrationen over konstant at være i en kronisk uforløst tilstand må blive mindre med tiden, når vores oplevelse af der kan føles som kaos ændres.

I det, der ved første øjekast ligner kaos, findes der muligheder, som stiller os, som den rejsende et sted med en følelse af at danse, og hvor alt kan ske..



fredag den 3. maj 2013

Om at tage væk del 1


Tiden

Jeg er der næsten altid uden for myldretiden sent om aftenen. Tidspunktet er perfekt, for det er som om, stemningen skifter, når dagen og menneskemængden fortoner sig. Intentionen, bevægelsen mod et mål eller venten mellem er sikkert uændret, men stemningen er lettere. Der er flere af dem, der ænser andet end deres egen retning.

Det er tiden imellem, som er mit mål med at tage et sted hen, for det er der, jeg formår at giver slip og glide med. Jeg følger de spor, der er at følge, så længe jeg har lyst. Jeg sætter mig ned, kigger op og åbner mit hjerte.

I begyndelsen da jeg tog væk, var formålet et ganske andet. Jeg tog væk, fordi jeg ikke længere kunne finde ud af at være i det liv, jeg havde formet omkring mig. De første gange jeg tog væk, skulle jeg skubbes, og jeg var på vej hjem næsten før, jeg var ankommet. Men jeg blev, og det blev nemmere at være væk fra min familie. Jeg søgte mod staden, mod det der for mig gav modstand.

Tiden blev vigtig, for når jeg tog væk, stod jeg med en tid, der ikke skulle bruges på andet end det, som jeg ville. Jeg var ikke bundet og styret af andre kendte faktorer end mig selv. Det var kun de, der trådte ind i min verden, dem jeg mødte og mig selv, der fyldte og skabte indhold i den tid, jeg var væk.

Jeg lod de mennesker, der ville komme ind. Nogle fortalte en bid af deres historie, og jeg fortalte brudstykker af min. Andre kom ind, uden vi vekslede et ord. I starten da jeg tog væk, var tiden den enhed, hvori jeg fandt perspektiv, og hvor jeg begyndte at se de muligheder, der omgav mig. Det var i tiden for mig selv, jeg fandt sprækker til det noget andet, jeg søgte i mit liv.

I starten da jeg tog væk, var jeg en rejsende med en rygsæk uden andet formål og mål end at komme væk fra mit liv. Jeg tager stadig væk, selv om jeg ikke længere har et behov for at flygte fra mit liv. Og selvom jeg nu har en egentlig destination, noget jeg skal, er det stadig tiden mellem destinationerne, der er mit mål, når jeg tager væk.

For tiden er magisk, der hvor jeg står og venter på tog. Det er der, jeg finder vej ind til mig selv. Det er i den tid, et andet sted hvor jeg nu kan give slip og blive rørt i mit hjerte af alt omkring mig, og hvor jeg mærker mig selv igen. Tiden er magisk, når jeg venter på tog…

fredag den 19. april 2013

Om at gå langsomt



Jeg tror, at man gennem livet skal tage de personlige udfordringer, man møder. Man skal stoppe op og mærke efter, også selvom det måske sætter en stille for en tid med en følelse af ubehag. Jeg tror, at hvis man går uden om de udfordringer, livet byder på, bliver det først en udfordring at leve det liv, vi hver især har.
I mit liv er det forholdsvis let at gå uden om ubehageligheder. Det er nemt for mig at ignorere det, som jeg skal yde en ekstra indsats for at forstå, og som kræver, at jeg mærker efter. Det er det fordi, jeg som person eller måske som menneske drages af det, der ved første øjekast virker genkendeligt, men det er også nemt fordi, jeg i mit liv ofte møder mennesker, som appellerer til at følge en genkendelig vej.
Jeg blev i forbindelse med, at jeg var arbejdsløs tilbudt coaching. Jeg var udbrændt og søgte at åbne op for nye muligheder i mit arbejdsliv, og da jeg fik tilbuddet virkede det helt oplagt. Jeg mødte et meget energiske og sympatisk menneske, og jeg gik derfra med en følelse af at være blevet forstået og anerkendt.  Hun gav mig information om brugbare hjemmesider og kurser, som jeg kunne tilmelde mig. Der var som sådan ikke noget åbenlyst forkert ved den samtale, men alligevel var mit udbytte meget ringe. Jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg havde modet til at vælge den vej, der ikke var umiddelbart åbenlys. Det, jeg fik ud af  den coaching, var at fortælle min historie. Jeg blev anderkendt for min indsigt i min egen fortælling, den fortælling jeg ønskede at bryde ud af. Jeg anderkender værdien i at fortælle ens historie, men det er bare kun et skridt på vejen væk fra sig selv.
Murakami bruger over 600 sider i Trækopfuglens Krønike til at føre et menneske tilbage til sig selv. Han skriver ”forlad dit eget jeg og find dig selv”. Men muligheden for at forlade sig selv er svær at følge, når man så ofte møder anerkendelse af den historie, man fortæller. For det er jo det, som jeg forsøger at forlade, jeg bliver anerkendt for. Det er nok en smule kryptisk og dobbelt, det jeg forsøger at fortælle, men det handler i grunden nok om, at vi selv er usikre ved livets udfordringer, og det tager vi med, når vi giver videre til andre mennesker.
Når man leder finder man mennesker, som ikke er bange. Blot et strejf af et sådan menneske kan rykke noget helt fundamentalt, hvis man tør og har et åbent hjerte. Der er altid indbygget risiko for at skabe ubalance, når man træder ind i folks hjerter. Man risikerer at komme til såre, når man ikke bare lytter, men der er også en mulighed for, at man måske har formået at rykke lidt ved et andet menneske i stedet for at fasteholde det i en misforstået anerkendelse. Jeg tror, at man som menneske kan opnå langt større ro og mening, hvis man ikke er så bange for at se og røre andre mennesker, og som man udgangspunkt holder ens eget hjerte åbent, så også det kan røres.
Jeg tror, man skal vælge at tage nogle af de omveje, som man bliver budt på gennem livet. Jeg tror, man skal vælge at gå langsomt for at komme hel frem…


onsdag den 10. april 2013

En lille afstikker. Kronik bragt i Fyns Stifttidende 06.04.2013




 At vi alle i skrivende stund skal spare kommer vist ikke bag på nogen. Og at sammenlægninger på daginstitutionsområdet er et led i en større spareplan, ved vi som forældre godt. Som forældre har vi det sidste år flyttet vores barn to gange som led i planen om at slå fire børnehaver sammen til en flot ny stor funktionsopdelt ”superbørnehave”. Vi har været med hele vejen og oplevet engagement og en tro på, at på trods af spareplanerne, så er der fordele ved alt, også store børnehaver. Som forældre ved vi godt, at der skal spares for at spare og ikke som et led i en overordnet pædagogisk strategi, der er til for vores børns skyld, hverken på skole eller institutionsområdet. Det er jo et spørgsmål om, at der bliver flere børn per voksen. Det vidste vi også godt. Men de politiske beslutninger kan være noget svære at gennemskue. Som forældre, fra min synsvinkel tror jeg på det bedste, naivt ja, men det modsatte bringer i en meningsfuld verden intet godt med sig.
Men som frygtet så havde det konsekvenser at skære i normen for normeringen. Hvilke præcise retningslinjer, der er i mit barns børnehave for de faktiske normeringer, kender jeg ikke. Jeg har forhørt mig, men svaret jeg fik stemte desværre ikke overens med den virkelighed jeg møder, når jeg henter og bringer mit barn. Det er just her et af mine budskaber ligger: For der synes at være en tendens til, at vi beskærer så lang ind til stammen men stadig lever i en illusion om, at hele træet står med fuld krone. Det værdigrundlag, der ligger til grund for daginstitutionsområdet i min kommune, er bestemt pædagogisk velfunderet, men det har desværre for lidt fæste i den virkelighed, vores børn befinder sig i.
Når vi som forældre ytrer vores bekymringer bliver vi ofte mødt af retorisk gennemtænkt ævl, som ikke bringer os tættere på at forstå grundlagt for institutionen, vi immervæk betror vore børn til en stor del af dagen. Det er dræbende for enhver forælders engagement, og vi mister troen på, at der er hold i vores fornemmelse af, at noget er galt. Det er et kæmpe problem, at man forsøger at skjule den faktiske virkelighed, fordi brugerne, i dette tilfælde os som forældre, sættes ud på et sidespor, hvor vi ikke kan gennemskue, hvordan det forholder sig i vores børns institution.
Det er nærliggende at skælde de institutionsledere og politiker, som forvalter illusionen, ud. Som bekymrede brugere af institutionen kunne vi nok blive enige om, at begge parter burde stoppe op og spørge sig selv om: Hvad det er vi har gang i? Giver det mening, eller brandslukker vi uden at kende konsekvenserne? Men de er ikke ene om at skulle lave lidt selvransagelse. Og det bringer mig til mit andet budskab, der handler om at tage ansvar: Vi som forældre har som de virkelighedsfjerne politikere og de ledere, som vi er ved at miste tiltroen til, også et ansvar.
Vi har alle et ansvar for at handle, hvis vi ikke vil køres ud på et sidespor og påtage os offerrollen i det samfund, vi er en del af. Jeg ved godt, at det kræver et enormt overskud at handle, især fordi vi ofte bliver mødt af dygtige retorikere, der synes at have specialiseret sig i at undgår konflikter, ved at tale og tale udenom. Måske er det netop grunden til, at vi i stedet hvisker i krogenen og brokker os til hinanden. Det gør jeg også selv. Men når vi brokker os i krogene, risikerer vi at medvirke til at skabe dårligere stemning og endnu mere ugennemsigtighed for flere parter.  Jeg mener ikke, at vi alle skal publicere vores bekymringer, men at de kræfter vi hver især allerede bruger, kan bruges mere åbent og konstruktivt.
Som bekymret forælder ved jeg godt, at det er op af bakke, når jeg vælger at italesætte min bekymringer. Det er svært at opnå en åben, saglig og offentlig debat med andre bekymrede forældre, det kommer desværre nemt til at ender som brok i krogende. Bekymringer eller kritik lander desværre ofte på lederbordet med et svar, der indikere at ens bekymring er enestående, som i mit tilfælde. Jeg kender ikke svaret på hvordan, vi kan opnå mere åbenhed, men jeg ved, at mit barn er mit ansvar.
Politiske beslutninger er svære at danse med, og vi ændrer ikke verden ved at ytre vores holdning i det offentlige rum, og der kommer sikkert ikke flere pædagoger til vores børn, fordi vi brokker os. Vi har som forældre hverken magt eller autoritet til at ændre radikalt ved de økonomiske sparertiltag i det offelige, men vi kan tale åbent om det, vi oplever, og det mener jeg, at vi skal, for at genskabe virkeligheden, som den rent faktisk forholder sig. Vi skal som forældre give os selv et reelt grundlag at handle ansvarsfuldt ud fra.




fredag den 5. april 2013

Om min blog og jeg


Denne blog rummer tanker og fortællinger om og fra et liv. Det jeg har at fortælle er klichefyldt og ordinært, for det er allerede fortalt. Det er som meget andet en tendens i tiden, men der hvor det kommer fra, har det fæstne og det bunder i oprigtighed. Det er mere end en tendens i tiden og en tidslomme, for det jeg skriver, er mig.
Min blog er ikke et sted, hvor min livshistorie skal skrives som et samlet værk. Men tanken om denne blog startede, et sted i mit liv, hvor jeg var fortabt og meget langt fra min grundessens. Da jeg lå på bunden, traf jeg en beslutning om at gøre noget andet, give slip og lade det danse. Min blog er noget andet. Det at skrive er så uendelig langt fra min tryghedssfære og provokerer i den grad min grundvold. Men alligevel føles det helt rigtig, når jeg lytter til mit hjerte.
Min blok er først og fremmest et personligt projekt, men jeg har også en intention og et formål med at skrive. Min person drives af en lyst men også et behov for at skrive.  Mit hoved er stoppet til bristepunktet med et udefineret overflod af tanker, som finder en smule retning, når jeg løsner ventilen, og tankerne ledes ned i en konkret form. Når jeg skriver, får jeg ro, og der bliver tændt en indre gnist. Jeg møder min omverden, jeg lader mig inspirere og får lyst til at give mere af mig, når jeg krænger mit kaos ud i virkeligheden. Jeg skriver, fordi jeg ikke længere forsøger at styre det, der driver mig uanset konsekvensen.
Jeg skriver for at finde frem til det, som får mit hjerte til at danse. Jeg skriver det åbent, fordi det giver langt større mening at danse sammen, og fordi jeg har et håb om, at jeg ikke står alene, når jeg åbner mit hjerte. Jeg skriver, fordi min karruselhest er træt af at køre rundt…