Om at gå langsomt

Jeg tror, at man gennem livet skal tage de personlige udfordringer, man møder. Man skal stoppe op og mærke efter, også selvom det måske sætter en stille for en tid med en følelse af ubehag. Jeg tror, at hvis man går uden om de udfordringer, livet byder på, bliver det først en udfordring at leve det liv, vi hver især har.

I mit liv er det forholdsvis let at gå uden om ubehageligheder. Det er nemt for mig at ignorere det, som jeg skal yde en ekstra indsats for at forstå, og som kræver, at jeg mærker efter. Det er det fordi, jeg som person eller måske som menneske drages af det, der ved første øjekast virker genkendeligt, men det er også nemt fordi, jeg i mit liv ofte møder mennesker, som appellerer til at følge en genkendelig vej.

Jeg blev i forbindelse med, at jeg var arbejdsløs tilbudt coaching. Jeg var udbrændt og søgte at åbne op for nye muligheder i mit arbejdsliv, og da jeg fik tilbuddet virkede det helt oplagt. Jeg mødte et meget energiske og sympatisk menneske, og jeg gik derfra med en følelse af at være blevet forstået og anerkendt.  Hun gav mig information om brugbare hjemmesider og kurser, som jeg kunne tilmelde mig. Der var som sådan ikke noget åbenlyst forkert ved den samtale, men alligevel var mit udbytte meget ringe. Jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg havde modet til at vælge den vej, der ikke var umiddelbart åbenlys. Det, jeg fik ud af  den coaching, var at fortælle min historie. Jeg blev anderkendt for min indsigt i min egen fortælling, den fortælling jeg ønskede at bryde ud af. Jeg anderkender værdien i at fortælle ens historie, men det er bare kun et skridt på vejen væk fra sig selv.

Murakami bruger over 600 sider i Trækopfuglens Krønike til at føre et menneske tilbage til sig selv. Han skriver ”forlad dit eget jeg og find dig selv”. Men muligheden for at forlade sig selv er svær at følge, når man så ofte møder anerkendelse af den historie, man fortæller. For det er jo det, som jeg forsøger at forlade, jeg bliver anerkendt for. Det er nok en smule kryptisk og dobbelt, det jeg forsøger at fortælle, men det handler i grunden nok om, at vi selv er usikre ved livets udfordringer, og det tager vi med, når vi giver videre til andre mennesker.

Når man leder finder man mennesker, som ikke er bange. Blot et strejf af et sådan menneske kan rykke noget helt fundamentalt, hvis man tør og har et åbent hjerte. Der er altid indbygget risiko for at skabe ubalance, når man træder ind i folks hjerter. Man risikerer at komme til såre, når man ikke bare lytter, men der er også en mulighed for, at man måske har formået at rykke lidt ved et andet menneske i stedet for at fasteholde det i en misforstået anerkendelse. Jeg tror, at man som menneske kan opnå langt større ro og mening, hvis man ikke er så bange for at se og røre andre mennesker, og som man udgangspunkt holder ens eget hjerte åbent, så også det kan røres.

Jeg tror, man skal vælge at tage nogle af de omveje, som man bliver budt på gennem livet. Jeg tror, man skal vælge at gå langsomt for at komme hel frem…

---

En lille afstikker. Kronik bragt i Fyns Stifttidende 06.04.2013

 At vi alle i skrivende stund skal spare kommer vist ikke bag på nogen. Og at sammenlægninger på daginstitutionsområdet er et led i en større spareplan, ved vi som forældre godt. Som forældre har vi det sidste år flyttet vores barn to gange som led i planen om at slå fire børnehaver sammen til en flot ny stor funktionsopdelt ”superbørnehave”. Vi har været med hele vejen og oplevet engagement og en tro på, at på trods af spareplanerne, så er der fordele ved alt, også store børnehaver. Som forældre ved vi godt, at der skal spares for at spare og ikke som et led i en overordnet pædagogisk strategi, der er til for vores børns skyld, hverken på skole eller institutionsområdet. Det er jo et spørgsmål om, at der bliver flere børn per voksen. Det vidste vi også godt. Men de politiske beslutninger kan være noget svære at gennemskue. Som forældre, fra min synsvinkel tror jeg på det bedste, naivt ja, men det modsatte bringer i en meningsfuld verden intet godt med sig.

Men som frygtet så havde det konsekvenser at skære i normen for normeringen. Hvilke præcise retningslinjer, der er i mit barns børnehave for de faktiske normeringer, kender jeg ikke. Jeg har forhørt mig, men svaret jeg fik stemte desværre ikke overens med den virkelighed jeg møder, når jeg henter og bringer mit barn. Det er just her et af mine budskaber ligger: For der synes at være en tendens til, at vi beskærer så lang ind til stammen men stadig lever i en illusion om, at hele træet står med fuld krone. Det værdigrundlag, der ligger til grund for daginstitutionsområdet i min kommune, er bestemt pædagogisk velfunderet, men det har desværre for lidt fæste i den virkelighed, vores børn befinder sig i.

Når vi som forældre ytrer vores bekymringer bliver vi ofte mødt af retorisk gennemtænkt ævl, som ikke bringer os tættere på at forstå grundlagt for institutionen, vi immervæk betror vore børn til en stor del af dagen. Det er dræbende for enhver forælders engagement, og vi mister troen på, at der er hold i vores fornemmelse af, at noget er galt. Det er et kæmpe problem, at man forsøger at skjule den faktiske virkelighed, fordi brugerne, i dette tilfælde os som forældre, sættes ud på et sidespor, hvor vi ikke kan gennemskue, hvordan det forholder sig i vores børns institution.

Det er nærliggende at skælde de institutionsledere og politiker, som forvalter illusionen, ud. Som bekymrede brugere af institutionen kunne vi nok blive enige om, at begge parter burde stoppe op og spørge sig selv om: Hvad det er vi har gang i? Giver det mening, eller brandslukker vi uden at kende konsekvenserne? Men de er ikke ene om at skulle lave lidt selvransagelse. Og det bringer mig til mit andet budskab, der handler om at tage ansvar: Vi som forældre har som de virkelighedsfjerne politikere og de ledere, som vi er ved at miste tiltroen til, også et ansvar.

Vi har alle et ansvar for at handle, hvis vi ikke vil køres ud på et sidespor og påtage os offerrollen i det samfund, vi er en del af. Jeg ved godt, at det kræver et enormt overskud at handle, især fordi vi ofte bliver mødt af dygtige retorikere, der synes at have specialiseret sig i at undgår konflikter, ved at tale og tale udenom. Måske er det netop grunden til, at vi i stedet hvisker i krogenen og brokker os til hinanden. Det gør jeg også selv. Men når vi brokker os i krogene, risikerer vi at medvirke til at skabe dårligere stemning og endnu mere ugennemsigtighed for flere parter.  Jeg mener ikke, at vi alle skal publicere vores bekymringer, men at de kræfter vi hver især allerede bruger, kan bruges mere åbent og konstruktivt.

Som bekymret forælder ved jeg godt, at det er op af bakke, når jeg vælger at italesætte min bekymringer. Det er svært at opnå en åben, saglig og offentlig debat med andre bekymrede forældre, det kommer desværre nemt til at ender som brok i krogende. Bekymringer eller kritik lander desværre ofte på lederbordet med et svar, der indikere at ens bekymring er enestående, som i mit tilfælde. Jeg kender ikke svaret på hvordan, vi kan opnå mere åbenhed, men jeg ved, at mit barn er mit ansvar.

Politiske beslutninger er svære at danse med, og vi ændrer ikke verden ved at ytre vores holdning i det offentlige rum, og der kommer sikkert ikke flere pædagoger til vores børn, fordi vi brokker os. Vi har som forældre hverken magt eller autoritet til at ændre radikalt ved de økonomiske sparertiltag i det offelige, men vi kan tale åbent om det, vi oplever, og det mener jeg, at vi skal, for at genskabe virkeligheden, som den rent faktisk forholder sig. Vi skal som forældre give os selv et reelt grundlag at handle ansvarsfuldt ud fra.

Om min blog og jeg

Denne blog rummer tanker og fortællinger om og fra et liv. Det jeg har at fortælle er klichefyldt og ordinært, for det er allerede fortalt. Det er som meget andet en tendens i tiden, men der hvor det kommer fra, har det fæstne og det bunder i oprigtighed. Det er mere end en tendens i tiden og en tidslomme, for det jeg skriver, er mig.

Min blog er ikke et sted, hvor min livshistorie skal skrives som et samlet værk. Men tanken om denne blog startede, et sted i mit liv, hvor jeg var fortabt og meget langt fra min grundessens. Da jeg lå på bunden, traf jeg en beslutning om at gøre noget andet, give slip og lade det danse. Min blog er noget andet. Det at skrive er så uendelig langt fra min tryghedssfære og provokerer i den grad min grundvold. Men alligevel føles det helt rigtig, når jeg lytter til mit hjerte.

Min blok er først og fremmest et personligt projekt, men jeg har også en intention og et formål med at skrive. Min person drives af en lyst men også et behov for at skrive.  Mit hoved er stoppet til bristepunktet med et udefineret overflod af tanker, som finder en smule retning, når jeg løsner ventilen, og tankerne ledes ned i en konkret form. Når jeg skriver, får jeg ro, og der bliver tændt en indre gnist. Jeg møder min omverden, jeg lader mig inspirere og får lyst til at give mere af mig, når jeg krænger mit kaos ud i virkeligheden. Jeg skriver, fordi jeg ikke længere forsøger at styre det, der driver mig uanset konsekvensen.

Jeg skriver for at finde frem til det, som får mit hjerte til at danse. Jeg skriver det åbent, fordi det giver langt større mening at danse sammen, og fordi jeg har et håb om, at jeg ikke står alene, når jeg åbner mit hjerte. Jeg skriver, fordi min karruselhest er træt af at køre rundt…