At vi alle i skrivende
stund skal spare kommer vist ikke bag på nogen. Og at sammenlægninger på
daginstitutionsområdet er et led i en større spareplan, ved vi som forældre
godt. Som forældre har vi det sidste år flyttet vores barn to gange som led i
planen om at slå fire børnehaver sammen til en flot ny stor funktionsopdelt ”superbørnehave”.
Vi har været med hele vejen og oplevet engagement og en tro på, at på trods af
spareplanerne, så er der fordele ved alt, også store børnehaver. Som forældre
ved vi godt, at der skal spares for at spare og ikke som et led i en overordnet
pædagogisk strategi, der er til for vores børns skyld, hverken på skole eller
institutionsområdet. Det er jo et spørgsmål om, at der bliver flere børn per
voksen. Det vidste vi også godt. Men de politiske beslutninger kan være noget
svære at gennemskue. Som forældre, fra min synsvinkel tror jeg på det bedste,
naivt ja, men det modsatte bringer i en meningsfuld verden intet godt med sig.
Men som frygtet så havde det konsekvenser at skære i normen
for normeringen. Hvilke præcise retningslinjer, der er i mit barns børnehave for
de faktiske normeringer, kender jeg ikke. Jeg har forhørt mig, men svaret jeg
fik stemte desværre ikke overens med den virkelighed jeg møder, når jeg henter
og bringer mit barn. Det er just her et af mine budskaber ligger: For der synes
at være en tendens til, at vi beskærer så lang ind til stammen men stadig lever
i en illusion om, at hele træet står med fuld krone. Det værdigrundlag, der
ligger til grund for daginstitutionsområdet i min kommune, er bestemt
pædagogisk velfunderet, men det har desværre for lidt fæste i den virkelighed,
vores børn befinder sig i.
Når vi som forældre ytrer vores bekymringer bliver vi ofte
mødt af retorisk gennemtænkt ævl, som ikke bringer os tættere på at forstå
grundlagt for institutionen, vi immervæk betror vore børn til en stor del af
dagen. Det er dræbende for enhver forælders engagement, og vi mister troen på,
at der er hold i vores fornemmelse af, at noget er galt. Det er et kæmpe
problem, at man forsøger at skjule den faktiske virkelighed, fordi brugerne, i
dette tilfælde os som forældre, sættes ud på et sidespor, hvor vi ikke kan
gennemskue, hvordan det forholder sig i vores børns institution.
Det er nærliggende at skælde de institutionsledere og
politiker, som forvalter illusionen, ud. Som bekymrede brugere af institutionen
kunne vi nok blive enige om, at begge parter burde stoppe op og spørge sig selv
om: Hvad det er vi har gang i? Giver det mening, eller brandslukker vi uden at
kende konsekvenserne? Men de er ikke ene om at skulle lave lidt selvransagelse.
Og det bringer mig til mit andet budskab, der handler om at tage ansvar: Vi som
forældre har som de virkelighedsfjerne politikere og de ledere, som vi er ved
at miste tiltroen til, også et ansvar.
Vi har alle et ansvar for at handle, hvis vi ikke vil køres
ud på et sidespor og påtage os offerrollen i det samfund, vi er en del af. Jeg
ved godt, at det kræver et enormt overskud at handle, især fordi vi ofte bliver
mødt af dygtige retorikere, der synes at have specialiseret sig i at undgår
konflikter, ved at tale og tale udenom. Måske er det netop grunden til, at vi i
stedet hvisker i krogenen og brokker os til hinanden. Det gør jeg også selv. Men
når vi brokker os i krogene, risikerer vi at medvirke til at skabe dårligere
stemning og endnu mere ugennemsigtighed for flere parter. Jeg mener ikke, at vi alle skal publicere
vores bekymringer, men at de kræfter vi hver især allerede bruger, kan bruges
mere åbent og konstruktivt.
Som bekymret forælder ved jeg godt, at det er op af bakke,
når jeg vælger at italesætte min bekymringer. Det er svært at opnå en åben,
saglig og offentlig debat med andre bekymrede forældre, det kommer desværre
nemt til at ender som brok i krogende. Bekymringer eller kritik lander desværre
ofte på lederbordet med et svar, der indikere at ens bekymring er enestående,
som i mit tilfælde. Jeg kender ikke svaret på hvordan, vi kan opnå mere
åbenhed, men jeg ved, at mit barn er mit ansvar.
Politiske beslutninger er svære at danse med, og vi ændrer
ikke verden ved at ytre vores holdning i det offentlige rum, og der kommer
sikkert ikke flere pædagoger til vores børn, fordi vi brokker os. Vi har som
forældre hverken magt eller autoritet til at ændre radikalt ved de økonomiske
sparertiltag i det offelige, men vi kan tale åbent om det, vi oplever, og det
mener jeg, at vi skal, for at genskabe virkeligheden, som den rent faktisk forholder
sig. Vi skal som forældre give os selv et reelt grundlag at handle ansvarsfuldt
ud fra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar