Jeg tror, at man gennem livet skal tage de personlige udfordringer,
man møder. Man skal stoppe op og mærke efter, også selvom det måske sætter en stille
for en tid med en følelse af ubehag. Jeg tror, at hvis man går uden om de
udfordringer, livet byder på, bliver det først en udfordring at leve det liv,
vi hver især har.
I mit liv er det forholdsvis let at gå uden om ubehageligheder.
Det er nemt for mig at ignorere det, som jeg skal yde en ekstra indsats for at
forstå, og som kræver, at jeg mærker efter. Det er det fordi, jeg som person
eller måske som menneske drages af det, der ved første øjekast virker
genkendeligt, men det er også nemt fordi, jeg i mit liv ofte møder mennesker, som
appellerer til at følge en genkendelig vej.
Jeg blev i forbindelse med, at jeg var arbejdsløs tilbudt
coaching. Jeg var udbrændt og søgte at åbne op for nye muligheder i mit
arbejdsliv, og da jeg fik tilbuddet virkede det helt oplagt. Jeg mødte et meget
energiske og sympatisk menneske, og jeg gik derfra med en følelse af at være
blevet forstået og anerkendt. Hun gav
mig information om brugbare hjemmesider og kurser, som jeg kunne tilmelde mig.
Der var som sådan ikke noget åbenlyst forkert ved den samtale, men alligevel
var mit udbytte meget ringe. Jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg havde modet
til at vælge den vej, der ikke var umiddelbart åbenlys. Det, jeg fik ud af den coaching, var at fortælle min historie. Jeg blev anderkendt for min indsigt i
min egen fortælling, den fortælling jeg ønskede at bryde ud af. Jeg anderkender
værdien i at fortælle ens historie, men det er bare kun et skridt på vejen væk
fra sig selv.
Murakami bruger over 600 sider i Trækopfuglens Krønike til at føre et menneske tilbage til sig
selv. Han skriver ”forlad dit eget jeg og find dig selv”. Men muligheden for at
forlade sig selv er svær at følge, når man så ofte møder anerkendelse af den
historie, man fortæller. For det er jo det, som jeg forsøger at forlade, jeg
bliver anerkendt for. Det er nok en smule kryptisk og dobbelt, det jeg forsøger
at fortælle, men det handler i grunden nok om, at vi selv er usikre ved livets
udfordringer, og det tager vi med, når vi giver videre til andre mennesker.
Når man leder finder man mennesker, som ikke er bange. Blot et
strejf af et sådan menneske kan rykke noget helt fundamentalt, hvis man tør og
har et åbent hjerte. Der er altid indbygget risiko for at skabe ubalance, når
man træder ind i folks hjerter. Man risikerer at komme til såre, når man ikke
bare lytter, men der er også en mulighed for, at man måske har formået at rykke
lidt ved et andet menneske i stedet for at fasteholde det i en misforstået
anerkendelse. Jeg tror, at man som menneske kan opnå langt større ro og mening,
hvis man ikke er så bange for at se og røre andre mennesker, og som man
udgangspunkt holder ens eget hjerte åbent, så også det kan røres.
Jeg tror, man skal vælge at tage nogle af de omveje, som man
bliver budt på gennem livet. Jeg tror, man skal vælge at gå langsomt for at
komme hel frem…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar