fredag den 19. april 2013

Om at gå langsomt



Jeg tror, at man gennem livet skal tage de personlige udfordringer, man møder. Man skal stoppe op og mærke efter, også selvom det måske sætter en stille for en tid med en følelse af ubehag. Jeg tror, at hvis man går uden om de udfordringer, livet byder på, bliver det først en udfordring at leve det liv, vi hver især har.
I mit liv er det forholdsvis let at gå uden om ubehageligheder. Det er nemt for mig at ignorere det, som jeg skal yde en ekstra indsats for at forstå, og som kræver, at jeg mærker efter. Det er det fordi, jeg som person eller måske som menneske drages af det, der ved første øjekast virker genkendeligt, men det er også nemt fordi, jeg i mit liv ofte møder mennesker, som appellerer til at følge en genkendelig vej.
Jeg blev i forbindelse med, at jeg var arbejdsløs tilbudt coaching. Jeg var udbrændt og søgte at åbne op for nye muligheder i mit arbejdsliv, og da jeg fik tilbuddet virkede det helt oplagt. Jeg mødte et meget energiske og sympatisk menneske, og jeg gik derfra med en følelse af at være blevet forstået og anerkendt.  Hun gav mig information om brugbare hjemmesider og kurser, som jeg kunne tilmelde mig. Der var som sådan ikke noget åbenlyst forkert ved den samtale, men alligevel var mit udbytte meget ringe. Jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg havde modet til at vælge den vej, der ikke var umiddelbart åbenlys. Det, jeg fik ud af  den coaching, var at fortælle min historie. Jeg blev anderkendt for min indsigt i min egen fortælling, den fortælling jeg ønskede at bryde ud af. Jeg anderkender værdien i at fortælle ens historie, men det er bare kun et skridt på vejen væk fra sig selv.
Murakami bruger over 600 sider i Trækopfuglens Krønike til at føre et menneske tilbage til sig selv. Han skriver ”forlad dit eget jeg og find dig selv”. Men muligheden for at forlade sig selv er svær at følge, når man så ofte møder anerkendelse af den historie, man fortæller. For det er jo det, som jeg forsøger at forlade, jeg bliver anerkendt for. Det er nok en smule kryptisk og dobbelt, det jeg forsøger at fortælle, men det handler i grunden nok om, at vi selv er usikre ved livets udfordringer, og det tager vi med, når vi giver videre til andre mennesker.
Når man leder finder man mennesker, som ikke er bange. Blot et strejf af et sådan menneske kan rykke noget helt fundamentalt, hvis man tør og har et åbent hjerte. Der er altid indbygget risiko for at skabe ubalance, når man træder ind i folks hjerter. Man risikerer at komme til såre, når man ikke bare lytter, men der er også en mulighed for, at man måske har formået at rykke lidt ved et andet menneske i stedet for at fasteholde det i en misforstået anerkendelse. Jeg tror, at man som menneske kan opnå langt større ro og mening, hvis man ikke er så bange for at se og røre andre mennesker, og som man udgangspunkt holder ens eget hjerte åbent, så også det kan røres.
Jeg tror, man skal vælge at tage nogle af de omveje, som man bliver budt på gennem livet. Jeg tror, man skal vælge at gå langsomt for at komme hel frem…


Ingen kommentarer:

Send en kommentar