Om rummelighed

I det samfund, vi har skabt omkring os, kan det være en udfordring at agere, så det giver mening for én selv. Det er i grunden ikke fordi, det er voldsomt svært at få øje på det meningsfulde, for skiller vi ting ad og ser det ovenfra, er de valg, vi træffer i vores hverdag og i livet sjældent svære. Det er udfordrende, fordi vi påvirkes af den virkelighed, som vi træffer vores valg i, og i den er tingene sjældent adskilt.

Jeg stod på et tidspunkt efter at have truffet et valg, som uanset hvor meget jeg vender og drejer det, stadig giver mening, men som umiddelbart ikke i en sammenfilteret verden er det bedste valg. Eller måske er det? Baggrunden for det valg, jeg traf, finder jeg i de værdier, jeg tror på. Jeg tror at den måde, vi agerer i vores liv og vores hverdag, påvirker meget andet i vores liv. Det påvirker på et personligt plan; vores frihed og vores forhold til vores omgivelser, og det påvirker ikke mindst, det som vi giver videre til vores børn. Det er det, der skaber det samfund og den verden, der omgiver os og ikke andet.

Det valg, jeg traf, vedrørte mit barn. Vi havde vores barn i en institution, hvor rammerne grundet spare tiltag havde ændrede sig. Institutionen, som vi var rigtigt glade for, blev lagt sammen med flere andre til en stor institution, og her havde man ikke tid nok til at skabe tilstrækkeligt trygge rammer med rum til børnenes udvikling. Vi havde en længere snak med institutionens ledelse om vores bekymringer, men man stod fast på, at rammerne var optimale, og vi kom aldrig i nærheden af en egentlig dialog med dem. Vi besluttede at flytte vores barn, fordi vi ikke ønsker, at institutionslivet er et spørgsmål om, at de stærkeste overlever, og fordi trivsel er mere end et stilbillede. Det, vi giver vores børn med, påvirker bestemt deres trivsel senere i livet.

Når man vælger at agere og åbenlyst søger det, der grundlæggende giver mening i en virkelighed, der ofte grænser til det meningsløse, så bliver man udfordret. Jeg mødte en næsten larmende tavshed. De pædagoger og forældre, der talte og havde samme bekymring som mig, holdt det ofte for lukkede døre, som brok i krogende. Hos lederne og de børne- og ungeansvarlige forsvarede man illusionen med dygtig retorik.

Det er svært at undgå at træde nogen over tæerne, når man ytrer sig, og i grunden er det forståeligt, at mange bliver stødt, når der gribes ind i deres virkelighed, som man, når man er i den, bliver nødt til at finde en form for mening i. Den mening forsvarer man jo ofte, for forsvinder den, bliver man nødt til at indordne sig eller handle, og det er et usikkert ståsted.

At jeg mødte udfordringer fra mine omgivelser, kommer set i bagspejlet ikke bag på mig. Modvilje er bestemt udfordrende, men på trods af at jeg momentvis bliver voldsomt usikker og gentagende gange må overveje det, jeg gør og tror på, så er jeg ikke usikker på grundlaget, for det valg jeg traf.

For det er ikke svært at finde og vælge det, der grundlæggende giver mening. Det er simpelt, både når man adskiller tingene, og når man bringer det med ud i en kompleks verden. Den virkelige udfordring er ens egen trang til at forsvare og hænge fast i en usandsynlig uklædelig urummelighed, og det er ud af den vej, hvor vi for alvor rammer det upræcise, og det der er langt fra en egentlig mening.

Det er udfordrende at holde fast i det, der giver mening men ikke svært. Det svære er både at stå ved sine holdninger og samtidig være rummelig. Og det er måske i virkeligheden i vores evne til at være rummelige, at vi finder noget af grunden til, at vores samfund i dag ofte sætter os med en følelse af at savne det meningsfulde....

Om at være en rejsende

Jeg har gennem hele mit liv været usikker og søgende. Jeg har søgt det rette, og det der giver mening, men det er en søgen uden synlig retning og pejlemærker at styre mod. Når man er på en rejse, kan det aspekt, at ruten ikke er helt fastlagt være befriende og berusende, men modsat er følelserne, når man rejser gennem livet uden mål eller retning.

At søge er den følelse i mit liv, som jeg kender bedst, og det er ubetinget den, jeg har sværest ved at være i. Det er usikkert, det er svært at kontrollere og så rammer det konstant ind i ens selvværd. Jeg har indtil nu hverken haft evnen eller modet til at gå i den retning jeg søger og efter det, der driver mig.

Gennem en længere periode af mit liv har jeg forsøgt at underkende denne følelse. Jeg har søgt at finde en retning ved at spejle mig i min omverden, og jeg har forsøgt at passe ind og finde ro, men jeg hverken vandt og fandt i det forsøg tværtimod. Da jeg mødte min mand og fødte min første datter, stoppede min søgen for en stund. For at blive mor gav mening på en måde, jeg ikke før havde oplevet. Det var som om, at det meningsfulde i mit liv en tid var fyldt helt ud. Men så længe bjørnen lever, vågner den fra sit hi, min søde søvn er ovre, og jeg står igen søgende, urolig og uden retning.

Det er et hoved fuldt af spørgsmål, der savner svar, og regnestykker, der skal gå op, for det er i mit sind det logiske udfald. Spørgsmål og søgen kræver svar og retning. Men måske er det for alvor her, det hele går den gale vej, for måske er det ikke muligt at finde svar og løsning på hverken spørgsmål og regnestykker.

Det er noget abstrakt også i mit hoved, og jeg ved trods alt hvilken retning, denne blog skal. Det er svævende og svært at forholde sig til, når vi bevæger os på eksistentialistiske baner. Men for mig er det grundlæggende, at vi har kontakt til den vi er. For det vi er, griber ind i det liv, vi hver især lever på et helt håndgribeligt plan i vores hverdag. Hvis vi ikke har kontakt, mister vi nemmere retning og mål i og med vores liv. Vi løber på forkerte stier, der ikke beriger os med nok af det gode og rette for os, og dem vi omgiver os med.

Men måske er der ingen svar på de mange spørgsmål, vi stiller os selv i vores søgen, og måske giver de svar, vi finder ikke svar, der bringer os tættere på det, vi søger. Det vi måske i virkeligheden burde gøre er, at give slip, og lade bunkerne af spørgsmål være hvor de er. Vi burde blive bedre til bare at være og lade os påvirke af de, der omgiver os og dem, vi møder. For når vi giver slip og tager verden ind skabes nye muligheder og retning i vores liv. En retning som vi kan følge og som er så grundlæggende og vigtig, at vi har i vores liv.

Om mængden af ubesvarede spørgsmål bliver mindre, det er svært at være vidende om, før det er prøvet. Men frustrationen over konstant at være i en kronisk uforløst tilstand må blive mindre med tiden, når vores oplevelse af der kan føles som kaos ændres.

I det, der ved første øjekast ligner kaos, findes der muligheder, som stiller os, som den rejsende et sted med en følelse af at danse, og hvor alt kan ske..

Om at tage væk del 1

Tiden

Jeg er der næsten altid uden for myldretiden sent om aftenen. Tidspunktet er perfekt, for det er som om, stemningen skifter, når dagen og menneskemængden fortoner sig. Intentionen, bevægelsen mod et mål eller venten mellem er sikkert uændret, men stemningen er lettere. Der er flere af dem, der ænser andet end deres egen retning.

Det er tiden imellem, som er mit mål med at tage et sted hen, for det er der, jeg formår at giver slip og glide med. Jeg følger de spor, der er at følge, så længe jeg har lyst. Jeg sætter mig ned, kigger op og åbner mit hjerte.

I begyndelsen da jeg tog væk, var formålet et ganske andet. Jeg tog væk, fordi jeg ikke længere kunne finde ud af at være i det liv, jeg havde formet omkring mig. De første gange jeg tog væk, skulle jeg skubbes, og jeg var på vej hjem næsten før, jeg var ankommet. Men jeg blev, og det blev nemmere at være væk fra min familie. Jeg søgte mod staden, mod det der for mig gav modstand.

Tiden blev vigtig, for når jeg tog væk, stod jeg med en tid, der ikke skulle bruges på andet end det, som jeg ville. Jeg var ikke bundet og styret af andre kendte faktorer end mig selv. Det var kun de, der trådte ind i min verden, dem jeg mødte og mig selv, der fyldte og skabte indhold i den tid, jeg var væk.

Jeg lod de mennesker, der ville komme ind. Nogle fortalte en bid af deres historie, og jeg fortalte brudstykker af min. Andre kom ind, uden vi vekslede et ord. I starten da jeg tog væk, var tiden den enhed, hvori jeg fandt perspektiv, og hvor jeg begyndte at se de muligheder, der omgav mig. Det var i tiden for mig selv, jeg fandt sprækker til det noget andet, jeg søgte i mit liv.

I starten da jeg tog væk, var jeg en rejsende med en rygsæk uden andet formål og mål end at komme væk fra mit liv. Jeg tager stadig væk, selv om jeg ikke længere har et behov for at flygte fra mit liv. Og selvom jeg nu har en egentlig destination, noget jeg skal, er det stadig tiden mellem destinationerne, der er mit mål, når jeg tager væk.

For tiden er magisk, der hvor jeg står og venter på tog. Det er der, jeg finder vej ind til mig selv. Det er i den tid, et andet sted hvor jeg nu kan give slip og blive rørt i mit hjerte af alt omkring mig, og hvor jeg mærker mig selv igen. Tiden er magisk, når jeg venter på tog…