fredag den 28. juni 2013

Om ansvar



Mit hoved er ofte fyldt til bristepunktet af fortællinger, inspirationen finder jeg alle steder i mit liv og ikke mindst i andres fortællinger. Nogle bliver formet og skal fortælles næsten, som de rammer, mens andre formes over tid. De fortællinger, der er længe undervejs, som kræver at blive formet og bearbejdet, er dem hvor inspirationen kommer fra mennesker, jeg kender. En af de historier handler om ansvar.

Vi påtager os nemlig alt for ofte ansvar, der ikke er vores, mens vi paradoksalt nok og i stor stil overlader ansvaret for vores eget liv i andres varetægt. Når man først dykker ned i den ansvarproblematik, er det ikke længere en enkeltstående fortælling, som jeg har hørt og blevet inspireret af et sted men en problematik, der dukker op over alt.

Jeg kender udmærket konsekvensen af at tage for meget ansvar i forhold til mit familieliv, hvilket jeg tror, er noget, især mange kvinder kan relatere til, når der kommer børn ind i billedet. Barslen har tendens til at skabe en skævvridning i ansvarfordelingen i familielivet, hvilket er naturligt, men det kan skabe problemer, når hverdagen melder sig efter endt barsel. Et andet ansvar jeg er alt for bekendt med at tage, er ansvaret for et andet menneskes liv, og det her min ansvarproblematik tager sit afsæt.

Fortællingen om ansvar begyndte at forme sig, da jeg ramte ind i en skilsmissehistorie. Det var en kvinde, der ikke ønskede det forhold hun var i og efter længere tids overvejelser, forlod hun sin mand. Intet grimt brud bare ulykkeligt. Hun bar skylden for bruddet, og hun følte, at hun var grunden til, at hendes mand var ulykkelig, fordi at det var hende, der havde valgt at skille familien ad. Eller der var sådan, hun fortalt sin historie.

Når vi påtager os ansvar for vores nærmeste, skal vi træde varsom og opmærksomt. Der er intet forkert i at støtte, vise medfølelse og omsorg over for andre mennesker. Det er essentielle menneskelige egenskaber, men vi må bare ikke blande ansvar ind i det, med mindre vi er bevidste om, hvad vi gør.

Ansvaret er noget, vi har over for os selv, vores børn og de der af forskellige grunde ikke er i stand til at tage ansvar. Det kan uden tvivl i mange relationer være ganske konstruktivt og givende at påtage sig et andet menneskes ansvar, men det er en hårfin balanceakt. Tager man ansvar for dele af et andet menneskes liv, så skubbes ligevægten i større eller mindre grad i relationen til det menneske. Og når vi tager ansvar for det, der ligger til grund for andres folks ulykke, fratager vi dem det ansvar, der er tvingende nødvendigt de tager, hvis de vil være herre over deres eget liv.

Og lige netop ansvar over vores ens eget liv er et, vi alt for ofte fralægger os på alle tænkelige planer. Når vi brokker os over politiske beslutninger, den private og offentlige sektor, vores kollegaer og partnere, så har vi en tendens til at skubbe ansvaret over på de andre eller ud i det åbne. Og der misser vi et helt essentielt ansvar, fordi vi lige så stille afskærer vores muligheder for at agere og være skabende i vores eget liv. Vi mister vores autonomi, vores handlefrihed, og det er den selv samme autonomi vi fratager andre, når vi af utallige godhjerter årsager, påtager os ansvar over deres ulykke og skæbne.

Hvis man vil bevare handlefriheden over ens eget liv, er det uundgåeligt at kigge på sig selv og ens egen rolle i alt det, som har bragt os der, hvor vi står. Det kommer vi sjælden til uden at skulle sluge nogle kameler og ramme erkendelser om en selv. Men vi skaber samtidig en mulighed for at ændre og skabe noget bedre, noget vi selv har valgt inden for rammerne.

Fortællingen om skilsmissen er ikke enestående i forhold til ansvar, det kunne have været en hvilken som helst anden relation denne blog tog sit afsæt i. Men fælles er, at vi sjældent skaber historien med et andet menneske alene. De, der er involverede, er med til at forme historien, uanset om man agerer eller lader stå til. At man er den, der træffer den endelige beslutning, er bestemt ikke retningsgivende for placeringen af hverken skyld eller ansvar. Til gengæld er skyldfølelse over at have splittet ens familie den, man burde bruge energi på at komme ind til kerne af.

Det er aldrig nemt at tage ansvar over sig selv, uanset om man står stærkt eller ligger ned. Og selv om ansvaret ikke kan beskrives helt så simpelt, som jeg gør her, da vi lever i samspil med hinanden, så er det med ansvaret over vores eget liv, vi etablerer et grundlag for at komme op, komme videre og blive i stand til at agere i livet.


fredag den 14. juni 2013

Om at tage væk del 2

Energi

Det at tage væk handler i grunden om at skabe energi, for i den tid, som jeg har for mig selv, når jeg tager væk, i den finder jeg rammen, hvor jeg både kan samle og skabe energi. Det er der, min primære mentale energi skabes. At skabe og samle energi hænger i mit univers sammen, for den energi, vi finder, giver vi videre, det er en synergieffekt, der rammer som en boomerang, i en grad der kan mærkes.

Et sted, hvor der ofte skabes energi, er til en af sommerens mange musikoplevelser. Stemningen emmer af god karma og løssluppenhed, som fylder os om med energi, der kan sætte en hel vinterens underskud i balance igen. Vi slipper nogle af tankerne om, hvad de andre tænker, og vi står lidt bedre ved os selv i den tid, hvor musikken strømmer gennem vores kroppe.

Det er for mange et øjebliksbillede, som dyrkes i musikkens sommerunivers. Vi sætter rottehalerne, tager hat på, slipper hverdagsuniformen, stivheden og giver slip for en afmålt tid.

Men når tømmermænd og karmarus har lagt sig, finder vi ofte lidt sørgmodigt tilbage til hverdagen igen. Energien siver lige så langsomt ud af vores kroppe, mens vi finder mening, der hvor vi er igen. Og det er trist, for god karma er ikke et begreb, der eksistere af sig selv. God karma er noget, vi selv skaber, det er energi, vi påvirkes af og giver videre. Musikken, lyse sommeraftner og mængden af mennesker, der vil det samme, er bare det, der sætter rammen for at samle og give energi videre.

Men rammerne hvor man kan finde energi, er ikke underlagt noget andet end vores egne begrænsninger, og det er dem, vi skal slippe. For når vi holder fast, sætter vi gang i trædehjulet om og om igen. Vi lader vores hest drive af mekanik, vi ikke selv er herrer over. Rammen finder vi kun, hvis vi søger og ikke mindst holder op med at gøre det samme igen og igen.

Det er ikke svært for mig at skabe energi, for har man først fundet kilden, som energien skabes imellem, drives man lettere mod det igen. Men i hverdagen kan det tit være svært at fastholde og finde ny energi. Når jeg ikke er opmærksom, trækkes jeg nemt op på hesten igen, hvor jeg gør det samme om og om igen. Jeg kan ikke altid pakke en rygsæk og tage ud og samle energi, når jeg har behov, men jeg finder energi i hverdagen, når jeg står selv.

Jeg stiller mig i mit sind alene uden at støtte mig op af andre og uden at have behov for at forsvare mig. Og jeg gør det om og om igen.

Engang imellem skal man sætte sig selv derud, hvor man sætter rottehaler, tager hat på og smider uniformen, der får os til at falde ind i mængden. Vi skal skabe rammer, der udfordrer os. Der er intet galt i, at vi slipper os selv løs i sommerens søde musik. Det er det mod, vi skal finde frem engang imellem i hverdagen, så vi kan rette rygge og lade lortet falde ned bare engang imellem.

For mig er det afgørende, at jeg har fundet et rum, hvor jeg finder energi eller et drive af en art, for det er der, man kan skabe grobund for, at vi kan stå af karrusellen og begynde at agere i vores liv. Mit grundlag bliver måske ikke genskabt, når jeg tager væk, men jeg finder ind til mig selv og får tiden til bare at være mig, ikke mor, ikke familiemenneske, bare mig...