Om drømme og valg

Så besværligt det for tiden er at udfærdige tanker fra mit hoved sætter mit sind i tvivl. Inspirationen er der, men vejen til en konkret fortælling er lang og problematisk. Den sproglige rytme, den røde tråd eller bare tråden mellem mit hoved, min ide og virkeligheden er uendeligt langt væk.

Når tvivlen styrkes, presser spørgsmål, om jeg er på rette spor, om jeg måske har gjort det, der skulle gøre i denne retning sig på, og det er svært ikke at lade tvivlen kradse i selvværdet, for måske kunne jeg alligevel ikke det, jeg gik og troede og drømte om.

Men som det så tit er, er det ofte små justeringer og ikke nødvendigvis hele konceptet, der er klar til at blive smidt væk, når man rammer udfordringerne. Men lige nu er mit sind begrænset, og mit forsøg på at give slip udfordres, fordi jeg ikke længere har kontrol. Jeg kender ikke retningen, og jeg ved ikke hvilke småjusteringer, der skal til, for at det jeg er ved at skabe rammer noget rigtig. Og jeg ved ikke, om det som er rigtigt egentlig også genererer en følelse af rigtighed i mit sind..

-

Uanset hvor vi møder udfordringerne i vores liv, er det uden tvivl givende at forsøge at skabe et overordnet perspektiv. Det giver en forståelse af udfordringens karakter og giver et bedre grundlag at handle ud fra. Men når vi bevæger os på usikker grund, er et konkret perspektivet over det ukendte noget nær umulig at skabe. Der må perspektivet søges, i det vi er, og det vi tror på.

-

Det at ville skabe sætter på en måden en i en læringsproces, for det man skal lære er ukendt, og vi ikke kan være helt sikre på i hvilken retning, det nye kan føre os.

Det er nok ikke helt sandt, at læring nødvendigvis stiller en et usikkert sted, for tager vi den viden, vi tilegner os og ordner den på de eksisterende hylder, kasser og systemer, som vi har indrettet i vores hoveder, så ligger udfordringen måske primært i at få det nye tilpasset det, vi i forvejen ved.

Bruger vi vores energi på at ordne det nye i eksisterende rammer, udvider vi nok vores kapacitet, vi tilegner os viden og måske endda kompetencer, som vi ikke tidligere var i besiddelse af uden at komme på alt for usikker grund.

Anderledes er det, når vi vil lære noget om os selv. For når vi tager på ”dannelsesrejse” ind i sindet, er det måske spild af kræfter at tage en sådan tur uden at være villig til at slippe kontrollen og acceptere, at man befinder sig på usikker grund, med alt hvad det indebærer. Da skaber vores behov for tryghed og kontrol begrænsninger i vores muligheder for at lære noget om os selv. Formår vi ikke at slippe, består en betydelig del af det eksisterende uændret - dog stadig trygt og kontrolleret.

-

Vi skal bestemt ikke forkaste vores måde at opleve verden på i enhver ny proces, vi indtræder i, men vi møder ofte begrænsninger i vores liv, hvis vi holder for fast i det, vi i forvejen ved. Ønsket om at søge dybden og bredden i vores måde at lære er selvfølgelig båret af vores drømme, og det er måske vores drømme, vi bør lade være en tilstrækkelig drivkraft til at acceptere usikkerhed og tabet af kontrol i større grad, end vi har tendens til at gøre.

Jeg drives i den grad mod at være tryg og vide hvor det, jeg drømmer om, fører mig hen. Men en proces båret af drømme har retning i form af ideen, men processen er ikke nødvendigvis et helt fast tilrettelagt projekt. Det, man vil, kan formes og ændres, som tid og påvirkninger grundfæster sig. En accept af at tilegnelsen, uafhængig af om det er en ydre eller indre læringsproces rummer usikkerhed og et vist kontroltab, skaber både grundlag og muligheder for en større dybde og brede i livet.

Og jeg står med et valg, der handler om tryghed, kontrol og det usikre. Et valg, som jeg kan gøre med, hvad jeg vil...

Om hippie idealer

Tro er en udfordret størrelse, i det samfund vi lever i, måske fordi ikke vi længere stoler nok på vores fornemmelser, på os selv og hinanden. Vi løfter i stor stil de opgaver, vi selv kan, og vi har en usikker tro på, om vi kan noget sammen.

I stedet har vi oparbejdet en brokkekultur som ventil til at lette frustrationstrykket, for selv om vi har mistet troen på, at vi kan ændre noget som helst, så lever frustrationerne over, hvad der opleves som meningsløse fænomener og strukturer i samfundet, det vilde liv. Men det er bare sjældent, at forhold ændres i en udånding, og sjældent at et menneske alene skaber samfundsmæssige ændringer.

Ser vi på historien, er de tanker, som vi gør os om det samfund og den verden, vi er en del af, ofte tænkt af folk før os. Dykker jeg ned i tiden, finder jeg i mit ideologiske ståsted i hippiernes tankegang. Jeg genkender tanker om at ville et mindre materialistisk og forbrugsstyret samfund, men er nok det tankemæssige ligheder om, at hvis vi som individer vil ændre samfundet, må vi starter et sted, og det er hos den enkelte, at jeg i høj grad kan relater til.

Og det er en tanke lighed, der efterlader mig med en noget ambivalent følelse.

Min tro som er en stor del at drivkraften bag det, jeg gør og skriver om i min blog, bliver manet lidt til jorden, når jeg søger støtte, viden og inspiration i historien og for den sags skyl i den generelle samfundsholdning.

Men følelsen er ambivalent, for ud over at det for mig handler om, at finde ind til kernen til der hvor hjertet kan danse uafhængigt af ”skal, må og bør” tendenser i samfundet og i mit eget hoved, så er hensigten bestemt også båret af en tro på noget bedre, der rækker ud over mig selv.

Jeg stilles også lidt modløs for man kan jo spørger sig selv, om det ikke er en nok så sympatisk med dog naiv tankegang. For selv om hippietiden og andre af datiden samfundskritiske tendenser har sat klare spor i eftertiden, så er samfundet i dag i den grad kapitalistisk, med alt hvad det indebærer på godt og ondt. Min tro bliver udfordret, for når det nu ikke lykkedes for så en stor gruppe, hvordan kan jeg så tro på, at jeg skulle kunne agere og ændre noget som helst.

Det er ret banalt men ikke desto mindre et billede af, hvor sårbart sindet kan være, når vi skal tro på, at vi kan ændre og påvirke det samfund, vi er en del af.

Men det er netop, når jeg krøller mit ego sammen og tænker ud over mig selv, at historien bliver andet end et mislykkes forsøg, og i stedet et ståsted som nogen har skabt, og som man kan stå og skabe videre ud fra.

Det er altid muligt, at man ved at søge ind kun opnår den ikke uvæsenlige motivation, som personlig frihed er, og det er muligt at den positive energi, der skabes omkring et menneske, der i større grad hviler i sig selv, kun spredes begrænset, og så længe det menneske er til. Men det er også en mulighed, at man kan stille sig oven på dem, der har gået vejen før, og skabe en del af noget i et større perspektiv.

Det er måske i virkeligheden historiens ufærdige projekter, vi skal lære af, når vi skal finde mod til at turde stå ved os selv. Vi skal slippe tanken om, at vi står alene og slippe tanken om, at det er et tidsafgrænset egoprojekt, som vi kaster os ud i, når vi begynder at agere.

Når vi møder utilfredsstillende forhold i vores hverdag, skal vi i stedet stå ved det, som vi tror på og handler ud fra en overbevisning om det, at vi en del af en proces. Gør vi det, så ender vi ikke så ofte med et kuldsejlet projekt og mister ikke troen på, at det nytter.

Der er ingen der siger at tanker om at ville det gode og meningsfulde, skal ende ud med en samfundsmæssig epokegørende revolution, men at miste troen på det nytter fordi historien, ældre generationer eller samfundet siger det, fastlåser en på et meget egoistisk og på nogle områder håbløst ståsted.