Om hippie idealer

Tro er en udfordret størrelse, i det samfund vi lever i, måske fordi ikke vi længere stoler nok på vores fornemmelser, på os selv og hinanden. Vi løfter i stor stil de opgaver, vi selv kan, og vi har en usikker tro på, om vi kan noget sammen.

I stedet har vi oparbejdet en brokkekultur som ventil til at lette frustrationstrykket, for selv om vi har mistet troen på, at vi kan ændre noget som helst, så lever frustrationerne over, hvad der opleves som meningsløse fænomener og strukturer i samfundet, det vilde liv. Men det er bare sjældent, at forhold ændres i en udånding, og sjældent at et menneske alene skaber samfundsmæssige ændringer.

Ser vi på historien, er de tanker, som vi gør os om det samfund og den verden, vi er en del af, ofte tænkt af folk før os. Dykker jeg ned i tiden, finder jeg i mit ideologiske ståsted i hippiernes tankegang. Jeg genkender tanker om at ville et mindre materialistisk og forbrugsstyret samfund, men er nok det tankemæssige ligheder om, at hvis vi som individer vil ændre samfundet, må vi starter et sted, og det er hos den enkelte, at jeg i høj grad kan relater til.

Og det er en tanke lighed, der efterlader mig med en noget ambivalent følelse.

Min tro som er en stor del at drivkraften bag det, jeg gør og skriver om i min blog, bliver manet lidt til jorden, når jeg søger støtte, viden og inspiration i historien og for den sags skyl i den generelle samfundsholdning.

Men følelsen er ambivalent, for ud over at det for mig handler om, at finde ind til kernen til der hvor hjertet kan danse uafhængigt af ”skal, må og bør” tendenser i samfundet og i mit eget hoved, så er hensigten bestemt også båret af en tro på noget bedre, der rækker ud over mig selv.

Jeg stilles også lidt modløs for man kan jo spørger sig selv, om det ikke er en nok så sympatisk med dog naiv tankegang. For selv om hippietiden og andre af datiden samfundskritiske tendenser har sat klare spor i eftertiden, så er samfundet i dag i den grad kapitalistisk, med alt hvad det indebærer på godt og ondt. Min tro bliver udfordret, for når det nu ikke lykkedes for så en stor gruppe, hvordan kan jeg så tro på, at jeg skulle kunne agere og ændre noget som helst.

Det er ret banalt men ikke desto mindre et billede af, hvor sårbart sindet kan være, når vi skal tro på, at vi kan ændre og påvirke det samfund, vi er en del af.

Men det er netop, når jeg krøller mit ego sammen og tænker ud over mig selv, at historien bliver andet end et mislykkes forsøg, og i stedet et ståsted som nogen har skabt, og som man kan stå og skabe videre ud fra.

Det er altid muligt, at man ved at søge ind kun opnår den ikke uvæsenlige motivation, som personlig frihed er, og det er muligt at den positive energi, der skabes omkring et menneske, der i større grad hviler i sig selv, kun spredes begrænset, og så længe det menneske er til. Men det er også en mulighed, at man kan stille sig oven på dem, der har gået vejen før, og skabe en del af noget i et større perspektiv.

Det er måske i virkeligheden historiens ufærdige projekter, vi skal lære af, når vi skal finde mod til at turde stå ved os selv. Vi skal slippe tanken om, at vi står alene og slippe tanken om, at det er et tidsafgrænset egoprojekt, som vi kaster os ud i, når vi begynder at agere.

Når vi møder utilfredsstillende forhold i vores hverdag, skal vi i stedet stå ved det, som vi tror på og handler ud fra en overbevisning om det, at vi en del af en proces. Gør vi det, så ender vi ikke så ofte med et kuldsejlet projekt og mister ikke troen på, at det nytter.

Der er ingen der siger at tanker om at ville det gode og meningsfulde, skal ende ud med en samfundsmæssig epokegørende revolution, men at miste troen på det nytter fordi historien, ældre generationer eller samfundet siger det, fastlåser en på et meget egoistisk og på nogle områder håbløst ståsted.