fredag den 6. september 2013

Modighedstæreskel



Om liv leves med en grad af skæbnebestemthed, vil jeg ikke ytre mig om, men nogle gange falder man over ting på de helt rette tidspunkter i ens liv. Jeg læste for nogle år siden en artikel om 3 kvinder, der lavede noget, der af flertallet karakteriseres som usædvanligt. De havde skabt et liv, som mange kun drømmer om. Det var ikke så meget det konkrete, som de gjorde anderledes, men det faktum at de gjorde det, som de brændte for, som nok måske rammer en længsel i mange af os. Den ene kvinde fortalte, at det for hende handlede om gentagende at evne at udfordre sin modighedstæreskel.

At udfordre betyder ikke nødvendigvis, at man midt i livet skal begynde at træne til et maraton eller rejse ud i verden og bongee jumpe - ikke at der er noget i vejen med hverken at rejse eller at udfordre sig selv fysisk.

At udfordre ens modighedstæreskel må nødvendigvis ramme ind i de sårbare og usikre sider af vores sind. Og at udfordre sig selv fysisk leder ikke nødvendigvis en ud over ens modighedstæreskel eller løser den mentale udfordring, som måske i virkeligheden er der, hvor kilden til vores behov for fysisk udfordring udspringer.

Men når vi står midt i livet, er det umådeligt svært for de fleste af os at se, hvad det er, vi laver. Hvad er det, vi vil, vores liv skal være, og hvordan kommer vi derhen? Perspektivet i ens eget liv er uden tvivl svært, men man kan spørge sig selv, hvem der fører revision på vores liv, hvem har de kritiske briller på og hvem skal udfordre os, så vi ikke falder i søvn midt i livet? Og hvem skal hindre, at det ikke går helt galt?

Svaret er nok rimeligt enkelt for de flest af os, for det skal vi selv.

At man fra tid til anden udfordrer sig selv på sit mod, er ikke et dårligt værktøj til at ruske op og finde ud af, hvor man befinder sig. Det skaber rum og mulighed for at justerer eksisterende mønstre, rydde ud og give plads til nyt. De usikre og sårbare sider, som vi udfordrer, er ofte kernen i det, som bremser os i at opfylde vores behov, turde leve vores liv og måske endda følge vores drømme.

Artiklen om at udfordre ens modighedstæreskel dukkede op på et tidspunkt, hvor jeg i den grad brændte efter at gøre noget andet med mit liv, hvad og hvordan vidste jeg ikke.

Og at udfordre ens modighedstæreskel er, som det ligger i ordet, en udfordring, og det er nok ikke helt uvæsenligt, at man selv kan se et behov for at ruske op i sig selv. For mig var det erkendelsen af, at jeg blev nødt til at gøre ”noget andet” end det, jeg hidtil havde gjort, hvis jeg ville, at mit liv skulle ændres.

Der er intet af hverken erkendelsen eller den efterfølgende handling, som er nem. Men udfordringen ligger næsten ubetinget i vores sind. For det er sjældent, at vi ikke kan finde de ting, som vi vil udfordre, det er bare at følger ens usikre og sårbare sider, og derefter er vejen videre mere enkel...





Ingen kommentarer:

Send en kommentar