At få sit hjerte til at danse er ikke en flygtig glædesfølelse, men en følelse som er dybt forankret, og som har forbindelse helt ind til det grundlæggende i en selv. Det er ikke en tilstand af konstant glæde, men en hvor det mørke af ens sind også har plads.
Begynder vi at undersøge og måske ligefrem at kunne rumme det, som synes at være det mørke af vores sind, står vejen åben ind til et dansende hjerte. Det handler ret simpelt fortalt om at skabe forbindelse til den indre grundstamme og kontinuerligt at arbejde med at holde denne forbindelse.
Men vi har en tendens til at ville undvige det mørke i vores liv. Vi sætter ofte alt ind for at bekæmpe det, som gør os bange og usikre. Vi skal på ingen måde dyrke eller måske endda ligefrem fodre de mørke sider, men når vi gennem livet rammer inde i dem, må vi blive i dem så længe, at vi har forstået, hvorfor de er der, men som alt andet her i livet er det en balanceakt.
Vi skal lære os selv at rumme det i vores sind, som vi ved første indskydelse har tendens til at ignorere. Det skal vi, fordi det fortæller os noget, vi kan lære af, og fordi det er der af en grund. Tør vi rumme, kan vi bringe os selv til en større forståelse, en der rækker langt ud over os selv.
Men vejen ind, til der hvor vi kan rumme det mørke af vores sind, er bestemt ikke ukompliceret. Det er måske i virkeligheden en livslang læringsproces, hvor vi bliver nødt til gentagende at se os selv i øjnene, erkende og give slip. Og ikke helt uvæsenligt så bliver vi nødt til at finde ud af, hvad vi vil, og ikke bare hvad vi ikke vil have, vores liv skal være.
Det ”at give slip” er nok noget af det sværeste, for når vi som mennesker står overfor at skulle give slip, fyldes vi med modstridende følelser. Vi ønsker for alt i verden at holde fast i det, vi kender, fordi det at være tryg er et så grundlæggende behov i os. Vi kan stå i erkendt lort til halsen, uden at vi slipper, fordi angsten for det ukendte er en værre tilstand end det, vi i princippet flygter fra.
Vi kan bære rundt på drømme om, at dele af vores liv kunne være anderledes, og hvor den største forhindring i at forfølge drømmen er vores egen brændende ønske om at kontrollere og forblive i en tryghedsfølelse.
Vi kan leve i illusionen om, at vi godt selv ved, hvorfor vi er der, hvor vi er i vores liv og vi har styr på det. Der er bare lige et antal forhindringer, der hindrer os i, at ramme det lykkelige aspekt vi søger. Imens kan vi vente, og vi kan håbe på, at vi er heldige, at alle omkring os begynder at rette ind efter vores egen nøje selvafdækning af problemstilling. Skulle det hænde, at alle de andre går en anden vej, justerer vi vores masterplan helt og aldeles i samråd med os selv.
Eller, det er alt for ofte sådan, virkeligheden udspilles. Vi lever i illusionen om, at vi er åbne for ydre påvirkninger, for vi taler jo med hinanden om problemerne, men når andre rammer den ømme tå, trækker vi os, for det gør jo ondt. Vi går i cirkler om en drøm med masterplanen i rygsækken uden at komme i nærheden af det mål, vi i grunden ikke aner, om den er den rette for os.
Når vi holder fast, sætter vi selv den klods om benet, som hindrer os i at nå vores drømme, og vi begrænser vores egen personlige frihed. Paradoksalt nok for ofte beder vi om hjælp, mens vi samtidig opretholder så stor en selvkontrol, at intet udefra kan kommer ind.
Men hver gang vi holder fast, hver gang vi lader os styre af en angst eller en frygt for det ukendte, forvrænger vi vores sind en smule og kommer lidt længere væk fra os selv.
Rummer vi ikke mørket såvel som lyset, kommer vi alt for let til at bevæge os ud af et følelsesmæssigt amputeret spor. Vi vil heles, må vi stå ansigt til ansigt med vores angst og lære os selv kunsten at give slip om og om igen. Men så står vejen ind til gengæld også åben, og derinde rammer man et dansende hjerte.
Derinde må de mørke sider god være der, fordi angsten ikke længere er det styrende aspekt i vores liv. Og derinde er det mørke af vores sind ikke længere så skræmmende en følelse at være i, for når vi formår at lade den være en del af os, slipper den langt letter taget. Og har man først ramt et dansende hjerte, slipper man det ikke frivilligt…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar