Om ansvar

Mit hoved er ofte fyldt til bristepunktet af fortællinger, inspirationen finder jeg alle steder i mit liv og ikke mindst i andres fortællinger. Nogle bliver formet og skal fortælles næsten, som de rammer, mens andre formes over tid. De fortællinger, der er længe undervejs, som kræver at blive formet og bearbejdet, er dem hvor inspirationen kommer fra mennesker, jeg kender. En af de historier handler om ansvar.

Vi påtager os nemlig alt for ofte ansvar, der ikke er vores, mens vi paradoksalt nok og i stor stil overlader ansvaret for vores eget liv i andres varetægt. Når man først dykker ned i den ansvarproblematik, er det ikke længere en enkeltstående fortælling, som jeg har hørt og blevet inspireret af et sted men en problematik, der dukker op over alt.

Jeg kender udmærket konsekvensen af at tage for meget ansvar i forhold til mit familieliv, hvilket jeg tror, er noget, især mange kvinder kan relatere til, når der kommer børn ind i billedet. Barslen har tendens til at skabe en skævvridning i ansvarfordelingen i familielivet, hvilket er naturligt, men det kan skabe problemer, når hverdagen melder sig efter endt barsel. Et andet ansvar jeg er alt for bekendt med at tage, er ansvaret for et andet menneskes liv, og det her min ansvarproblematik tager sit afsæt.

Fortællingen om ansvar begyndte at forme sig, da jeg ramte ind i en skilsmissehistorie. Det var en kvinde, der ikke ønskede det forhold hun var i og efter længere tids overvejelser, forlod hun sin mand. Intet grimt brud bare ulykkeligt. Hun bar skylden for bruddet, og hun følte, at hun var grunden til, at hendes mand var ulykkelig, fordi at det var hende, der havde valgt at skille familien ad. Eller der var sådan, hun fortalt sin historie.

Når vi påtager os ansvar for vores nærmeste, skal vi træde varsom og opmærksomt. Der er intet forkert i at støtte, vise medfølelse og omsorg over for andre mennesker. Det er essentielle menneskelige egenskaber, men vi må bare ikke blande ansvar ind i det, med mindre vi er bevidste om, hvad vi gør.

Ansvaret er noget, vi har over for os selv, vores børn og de der af forskellige grunde ikke er i stand til at tage ansvar. Det kan uden tvivl i mange relationer være ganske konstruktivt og givende at påtage sig et andet menneskes ansvar, men det er en hårfin balanceakt. Tager man ansvar for dele af et andet menneskes liv, så skubbes ligevægten i større eller mindre grad i relationen til det menneske. Og når vi tager ansvar for det, der ligger til grund for andres folks ulykke, fratager vi dem det ansvar, der er tvingende nødvendigt de tager, hvis de vil være herre over deres eget liv.

Og lige netop ansvar over vores ens eget liv er et, vi alt for ofte fralægger os på alle tænkelige planer. Når vi brokker os over politiske beslutninger, den private og offentlige sektor, vores kollegaer og partnere, så har vi en tendens til at skubbe ansvaret over på de andre eller ud i det åbne. Og der misser vi et helt essentielt ansvar, fordi vi lige så stille afskærer vores muligheder for at agere og være skabende i vores eget liv. Vi mister vores autonomi, vores handlefrihed, og det er den selv samme autonomi vi fratager andre, når vi af utallige godhjerter årsager, påtager os ansvar over deres ulykke og skæbne.

Hvis man vil bevare handlefriheden over ens eget liv, er det uundgåeligt at kigge på sig selv og ens egen rolle i alt det, som har bragt os der, hvor vi står. Det kommer vi sjælden til uden at skulle sluge nogle kameler og ramme erkendelser om en selv. Men vi skaber samtidig en mulighed for at ændre og skabe noget bedre, noget vi selv har valgt inden for rammerne.

Fortællingen om skilsmissen er ikke enestående i forhold til ansvar, det kunne have været en hvilken som helst anden relation denne blog tog sit afsæt i. Men fælles er, at vi sjældent skaber historien med et andet menneske alene. De, der er involverede, er med til at forme historien, uanset om man agerer eller lader stå til. At man er den, der træffer den endelige beslutning, er bestemt ikke retningsgivende for placeringen af hverken skyld eller ansvar. Til gengæld er skyldfølelse over at have splittet ens familie den, man burde bruge energi på at komme ind til kerne af.

Det er aldrig nemt at tage ansvar over sig selv, uanset om man står stærkt eller ligger ned. Og selv om ansvaret ikke kan beskrives helt så simpelt, som jeg gør her, da vi lever i samspil med hinanden, så er det med ansvaret over vores eget liv, vi etablerer et grundlag for at komme op, komme videre og blive i stand til at agere i livet.