Om at være en rejsende

Jeg har gennem hele mit liv været usikker og søgende. Jeg har søgt det rette, og det der giver mening, men det er en søgen uden synlig retning og pejlemærker at styre mod. Når man er på en rejse, kan det aspekt, at ruten ikke er helt fastlagt være befriende og berusende, men modsat er følelserne, når man rejser gennem livet uden mål eller retning.

At søge er den følelse i mit liv, som jeg kender bedst, og det er ubetinget den, jeg har sværest ved at være i. Det er usikkert, det er svært at kontrollere og så rammer det konstant ind i ens selvværd. Jeg har indtil nu hverken haft evnen eller modet til at gå i den retning jeg søger og efter det, der driver mig.

Gennem en længere periode af mit liv har jeg forsøgt at underkende denne følelse. Jeg har søgt at finde en retning ved at spejle mig i min omverden, og jeg har forsøgt at passe ind og finde ro, men jeg hverken vandt og fandt i det forsøg tværtimod. Da jeg mødte min mand og fødte min første datter, stoppede min søgen for en stund. For at blive mor gav mening på en måde, jeg ikke før havde oplevet. Det var som om, at det meningsfulde i mit liv en tid var fyldt helt ud. Men så længe bjørnen lever, vågner den fra sit hi, min søde søvn er ovre, og jeg står igen søgende, urolig og uden retning.

Det er et hoved fuldt af spørgsmål, der savner svar, og regnestykker, der skal gå op, for det er i mit sind det logiske udfald. Spørgsmål og søgen kræver svar og retning. Men måske er det for alvor her, det hele går den gale vej, for måske er det ikke muligt at finde svar og løsning på hverken spørgsmål og regnestykker.

Det er noget abstrakt også i mit hoved, og jeg ved trods alt hvilken retning, denne blog skal. Det er svævende og svært at forholde sig til, når vi bevæger os på eksistentialistiske baner. Men for mig er det grundlæggende, at vi har kontakt til den vi er. For det vi er, griber ind i det liv, vi hver især lever på et helt håndgribeligt plan i vores hverdag. Hvis vi ikke har kontakt, mister vi nemmere retning og mål i og med vores liv. Vi løber på forkerte stier, der ikke beriger os med nok af det gode og rette for os, og dem vi omgiver os med.

Men måske er der ingen svar på de mange spørgsmål, vi stiller os selv i vores søgen, og måske giver de svar, vi finder ikke svar, der bringer os tættere på det, vi søger. Det vi måske i virkeligheden burde gøre er, at give slip, og lade bunkerne af spørgsmål være hvor de er. Vi burde blive bedre til bare at være og lade os påvirke af de, der omgiver os og dem, vi møder. For når vi giver slip og tager verden ind skabes nye muligheder og retning i vores liv. En retning som vi kan følge og som er så grundlæggende og vigtig, at vi har i vores liv.

Om mængden af ubesvarede spørgsmål bliver mindre, det er svært at være vidende om, før det er prøvet. Men frustrationen over konstant at være i en kronisk uforløst tilstand må blive mindre med tiden, når vores oplevelse af der kan føles som kaos ændres.

I det, der ved første øjekast ligner kaos, findes der muligheder, som stiller os, som den rejsende et sted med en følelse af at danse, og hvor alt kan ske..