Jeg stod på et tidspunkt efter at have truffet et valg, som uanset hvor meget jeg vender og drejer det, stadig giver mening, men som umiddelbart ikke i en sammenfilteret verden er det bedste valg. Eller måske er det? Baggrunden for det valg, jeg traf, finder jeg i de værdier, jeg tror på. Jeg tror at den måde, vi agerer i vores liv og vores hverdag, påvirker meget andet i vores liv. Det påvirker på et personligt plan; vores frihed og vores forhold til vores omgivelser, og det påvirker ikke mindst, det som vi giver videre til vores børn. Det er det, der skaber det samfund og den verden, der omgiver os og ikke andet.
Det valg, jeg traf, vedrørte mit barn. Vi havde vores barn i en institution, hvor rammerne grundet spare tiltag havde ændrede sig. Institutionen, som vi var rigtigt glade for, blev lagt sammen med flere andre til en stor institution, og her havde man ikke tid nok til at skabe tilstrækkeligt trygge rammer med rum til børnenes udvikling. Vi havde en længere snak med institutionens ledelse om vores bekymringer, men man stod fast på, at rammerne var optimale, og vi kom aldrig i nærheden af en egentlig dialog med dem. Vi besluttede at flytte vores barn, fordi vi ikke ønsker, at institutionslivet er et spørgsmål om, at de stærkeste overlever, og fordi trivsel er mere end et stilbillede. Det, vi giver vores børn med, påvirker bestemt deres trivsel senere i livet.
Når man vælger at agere og åbenlyst søger det, der grundlæggende giver mening i en virkelighed, der ofte grænser til det meningsløse, så bliver man udfordret. Jeg mødte en næsten larmende tavshed. De pædagoger og forældre, der talte og havde samme bekymring som mig, holdt det ofte for lukkede døre, som brok i krogende. Hos lederne og de børne- og ungeansvarlige forsvarede man illusionen med dygtig retorik.
Det er svært at undgå at træde nogen over tæerne, når man ytrer sig, og i grunden er det forståeligt, at mange bliver stødt, når der gribes ind i deres virkelighed, som man, når man er i den, bliver nødt til at finde en form for mening i. Den mening forsvarer man jo ofte, for forsvinder den, bliver man nødt til at indordne sig eller handle, og det er et usikkert ståsted.
At jeg mødte udfordringer fra mine omgivelser, kommer set i bagspejlet ikke bag på mig. Modvilje er bestemt udfordrende, men på trods af at jeg momentvis bliver voldsomt usikker og gentagende gange må overveje det, jeg gør og tror på, så er jeg ikke usikker på grundlaget, for det valg jeg traf.
For det er ikke svært at finde og vælge det, der grundlæggende giver mening. Det er simpelt, både når man adskiller tingene, og når man bringer det med ud i en kompleks verden. Den virkelige udfordring er ens egen trang til at forsvare og hænge fast i en usandsynlig uklædelig urummelighed, og det er ud af den vej, hvor vi for alvor rammer det upræcise, og det der er langt fra en egentlig mening.
Det er udfordrende at holde fast i det, der giver mening men ikke svært. Det svære er både at stå ved sine holdninger og samtidig være rummelig. Og det er måske i virkeligheden i vores evne til at være rummelige, at vi finder noget af grunden til, at vores samfund i dag ofte sætter os med en følelse af at savne det meningsfulde....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar